Ældre er bekymrede for at miste fastnettelefon

Mange ældre er bekymrede over at miste deres fastnetsnummer og udsigten til nye moderne mobiltelefoner. Tusass har meldt ud, at udfasningen af de gamle telefoner sker i år.

Gennem det sidste år har Tusass arbejdet på at flytte kunder med fastnettelefoni over på mobiltelefoni, hvilket er foregået via information og dialog med både erhvervs- og privatkunder, oplyser teleselskabet.

Men det har skabt utryghed hos særligt de ældste kunder.

Sermitsiaq.AG har været i kontakt med et familiemedlem til en ældre borger, som forsøger at finde en løsning til deres forældre, når fastnetstelefonen forsvinder.

- Det er slemt for min far som er 92 år gammel. Han bor stadig alene og hans fastnet telefon er hans eneste linje ud til resten af verden. Siden han fik at vide at fastnettet bliver nedlagt har han været bekymret for, hvad han nu skal gøre. Han hører dårligt og en mobiltelefon er ikke en brugbar løsning, fortæller Michael Rosing.

Ikke megen hjælp hos kundeservice i første omgang

Han har kontaktet kundeservice for at afsøge mulighederne, men i første omgang var der ikke meget hjælp at hente.

-Nej, vi har ingen planer om at erstatte fastnet telefonerne. Vi henviser folk til at skifte over til mobiltelefoner. Vi har som regel også de lidt større senior mobil telefoner med store taster og nem betjening, lød svaret.

Men de telefoner, der egner sig specielt til ældre, var på daværende tidspunkt ikke tilgængelige hos Tusass. Derfor undersøgte Michael Rosing muligheden for at skaffe en telefon udefra. Men heller ikke det var helt ligetil.

- Jeg forsøgte at skaffe en telefon som fungerer som en fastnettelefon, men som bruger et mobilt signal. Desværre sender firmaet der sælger dem i Danmark ikke til Grønland, siger han.

Der er en løsning på vej - dog med nyt nummer.

Senere blev det første svar fra kundeservice suppleret med information om, at Tusass arbejder på en løsning.

- Tusass har en alternativ løsning på vej med en ældre-venlig mobil med knapper, som man også har erfaring med fra andre lande. Vi har testet denne ældre- og bruger venlig telefon, som vi kommer til at tilbyde til denne helt særlige målgruppe, oplyser Privatkundedirektør Nikolaj Christoffersen til Sermitsiaq.AG.

En anden bekymring for flere ældre er, at de har haft deres nummer i flere årtier, og at vennerne kan huske hinandens numre. Derfor har det også været et ønske hos flere at beholde deres gamle nummer, når de skifter til mobiltelefoni.

- Vi har for privatkunder særligt undersøgt, om der findes en teknisk løsning, som muliggør, at privatkunder kan beholde deres fastnet telefonnummer, når de fremover skal skifte til et mobilnummer. Desværre er dette ikke muligt, og alle fastnet kunder skal derfor have et nyt mobilnummer, fortæller privatkundedirektør Nikolaj Christoffersen.

Tusass forventer at sige helt farvel til fastnetteknologien i løbet af i å og vil løbene kommunikere ud via TV og radio og tage kontakt til alle kunderne direkte.

Powered by Labrador CMS