Abekoppe-smitte opdaget på Pituffik
To civile medarbejdere på Pituffik har vist klassiske symptomer på abekopper, oplyser Selvstyret.
Ifølge Selvstyret er de første tilfælde af abekopper opdaget her i landet. Det drejer sig om to civile medarbejdere på Pituffik - Thule Air Base.
- De to smittede er nu isoleret på Pituffik. De vil forblive isoleret til de er raskmeldte og ikke længere udgør en smitterisiko. Ud fra de foreliggende oplysninger er der ikke nære kontakter, som kan være blevet smittet, skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.
Landslægeembedet vurderer, at der ikke er nogen risiko for smitte til andre steder i Grønland.
Ifølge Selvstyret er den ene smittede for nylig indrejst til Grønland, men uden symptomer på indrejsetidspunktet. Sygdommen smitter først, når der kommer symptomer.
Selvstyret skriver videre, at smitte mellem mennesker typisk sker ved tæt fysisk kontakt.
- Smitten overføres typisk ved direkte kontakt med væske fra hudblærer eller ved smitte fra luftveje, ligesom der er beskrevet enkelte tilfælde, hvor smitte er sket ved kontakt med smittespredende genstande, herunder sengetøj mv. Sygdommen er oftest selvbegrænsende og varer normalt 2-4 uger, står der i meddelelsen.