Et år med corona: Vi er sluppet billigt

I dag er det et år siden, Grønland konstaterede sit første tilfælde af coronavirus. I dag er også dagen, hvor borgere over 16 år i Qeqertarsuatsiaat får tilbudt anden vaccine.

Mange gange har landslægen oplyst om status på coronavirus i Grønland i 2020.

For et år siden, var landslæge Henrik L. Hansen overbevist om, at Grønland er på vej ind i en epidemi med coronavirus.

Grønlands første tilfælde med coronavirus blev fundet i Nuuk, efter vedkommende var blevet testet efter en rejse i udlandet. Kun to dage efter blev endnu en smittet fundet, og Nuuk måtte isoleres, da smitten var et ”ukontrolleret tilfælde”.

- Samlet set, så må man sige, at Grønland er sluppet meget billigt det første år. Dengang tænkte jeg, at vi næppe kunne undgå en epidemi. Men i dag ser vi, at pandemien ligesom er gået lidt henover Grønland, med få tilfælde i landet, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Første bygd færdigvaccineres

Her et år efter det første tilfælde af coronavirus i Grønland skal den første bygd fuldvaccineres. 89 borgere i Qeqertarsuatsiaat, der har fået første stik af vaccinen, skal i dag tirsdag vaccineres for anden gang. I alt kan 123 borgere i bygden modtage en vaccine.

- Den lavere dækningsgrad skyldes, at en del borgere ikke var i bygden, da den første vaccine blev tilbudt. Men nogen af borgerne fra Qeqertarsuatsiaat kan så efterfølgende få en vaccine her i Nuuk, forklarer han.

Tests er løsningen

Grønlands succes med at holde smitte ude kan af landslægeembedet tilskrives myndighedernes testning af indrejsende samt karantæne og retest ved indrejse.

- Vi startede med at sende tests til Danmark, da der ikke var nogen mulighed for at foretage analyserne her. Det var langsomt og besværligt. Men allerede i april 2020 var der etableret et særligt laboratorium i Nuuk og det blev muligt at få testsvar samme dag. Senere er der etableret analysefaciliteter syv andre steder.

- Sundhedsvæsenet har været i stand til at levere alt det, der skulle til, for at kunne teste effektivt. Det har været en afgørende forudsætning for, at vi indtil nu har kunnet undgå en epidemi, siger Henrik L. Hansen.

I dag har i alt 4.448 borgere modtaget det første stik af vaccinen, mens 3.499 er fuldvaccineret. Landslægeembedet oplyser, at der på nuværende tidspunkt er foretaget i alt 20.013 tests fordelt på 15.324 personer. I alt 31 personer har været smittet med Covid-19.

Mentale sundhed – intakt

Grønland har i en kort overgang oplevet en decideret nedlukning ved pandemiens spæde start. Den 18. marts 2020 blev Nuuk isoleret fra andre byer og fjernundervisning af skolebørn samt hjemmearbejde blev en realitet for mange.

- Igen er vi sluppet billigt. Vi har ikke oplevet en længere nedlukning af samfundet. Sundhedsmæssigt er vi blevet forskånet, da samfundet kunne holdes åbent, især når vi tænker på den mentale sundhed. Det er ikke sundt for mennesket at opleve langvarige nedlukninger, som vi ser det i udlandet, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Han understreger, at der stadig er stor usikkerhed omkring fremtiden.

- Men i forhold til næsten alle andre lande i verden, så er vi rent sundhedsmæssigt sluppet billigt indtil nu, siger han.

Powered by Labrador CMS