RAL

Aalborg Havn: Der skal noget nyt på bordet

Aalborg Havn er klar til at genoptage forhandlingerne med RAL, men siger at bolden ligger på RALs banehalvdel

I går aftes konkluderede Aalborg Havn, at forhandlingerne med Royal Arctic Line er stoppet. Der var nemlig blevet sat en deadline, der hed 1. februar for at nå et resultat.

- Jeg havde af min bestyrelse fået et mandat, der gik til 1. februar. Da vi ikke havde et resultat der, så blev konklusionen, at forhandlingerne er slut, siger direktør i Aalborg Havn, Claus Holstein til Sermitsiaq.AG.

LÆS OGSÅ: Forhandlinger mellem RAL og Aalborg Havn er brudt sammen

Muligheder udtømt
RAL-direktør Verner Hammeken siger til Sermitsiaq.AG, at han vil fortsætte dialogen med Aalborg Havn. Og døren er da heller ikke helt lukket, siger Claus Holstein.

- Hvis RAL henvender sig, er vi da åben for at lytte til, hvad de har at sige. Men hvis min bestyrelse skal give mig et nyt mandat, så kræver det, at der kommet noget nyt på bordet. Bolden ligger på RALs banehalvdel.

Aalborg Havn siger, at de har fremlagt adskillige forskellige modeller og forslag, men at RAL har afvist disse. Blandt andet har de tilbudt RAL en kraftig reduktion i de godsmængder, som skal gennem Aalborg havn mod en garanti om regelmæssig besejling af Aalborg havn frem til 2025 i stedet for kun til 2022, som den nuværende aftale løber til.

- Vi har udtømt forhandlingsmulighederne indenfor de nuværende rammer, siger Claus Holstein.

LÆS OGSÅ: RAL: Dialogen med Aalborg fortsætter

Aalborg har god tid
Aalborg Havn henviser til, at det fortsat er basishavnaftalen, der løber frem til 2022, der gælder. Den betyder, at 75 procent af grønlandstrafikken skal igennem Aalborg.

- Vi har jo ikke travlt. Vi har en aftale frem til 2022, siger havnedirektøren.

LÆS OGSÅ: RAL: Vi gør det der er bedst for Grønland

Kender uenighederne
Helt så meget tid har RAL ikke. Verner Hammeken fastslår, at rederiet fastholder planerne om en ændret besejlingsstruktur af Grønland. Og de planer betyder, at RAL primært vil sejle til Aarhus fra sommeren 2019.

- Jeg er naturligvis ked af, at vi ikke nåede en køreplan frem til deadlinen 1. februar, men dialogen fortsætter, siger Verner Hammeken.

Begge parter er i øvrigt enig om, at der har været tale om et positivt og konstruktivt forhandlingsforløb siden oktober.

- Vi er blevet meget klogere på tingene, og vi ved nu også, hvor vi er uenige, siger Claus Holstein.

Powered by Labrador CMS