Sundhed

Fodbold kan erstatte diabetes-medicin

Men den melding skaber blandede reaktioner hos forskere i de store folkesygdomme.

Arkiv

Hvis danskere i alderen 55-70 år spiller fodbold nogle gange om ugen, vil de efter 16 uger have langt mindre tilbøjelighed til at udvikle type 2-diabetes.

Det viser et nyt studie fra Syddansk Universitet (SDU) og Færøernes Universitet. Studiet bliver udgivet i et særnummer af tidsskriftet Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports. Det skriver Videnskab.dk.

Samtidig viser en større gennemgang af tidligere studier – et såkaldt metastudie – fra samme gruppe forskere, at få måneders fodbold også forbedrer kondi- og kolesteroltal og endda nedsætter blodtrykket markant.

De gode effekter er fundet hos både mænd og kvinder på mellem 18 og 75 år og også hos folk med udbredte livsstilssygdomme som diabetes og forhøjet blodtryk.

Alt i alt er effekterne af at dyrke fodbold så gode, at fodbold kan betragtes som medicin, der rammer meget bredt, lyder det fra forskerne.

- Efter mere end 10 års forskning er der nu tilstrækkelig evidens til at konkludere, at fodbold er bredspektret medicin for patienter med forhøjet blodtryk, type 2-sukkersyge og andre livsstilssygdomme, siger Peter Krustrup, professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU.

Metastudiet er udgivet i tidsskriftet British Journal of Sports Medicine

Læs også på Videnskab.dk: Pokkers: Penis falder af efter sex

»Fodbold kan i visse tilfælde erstatte medicin«
Fodbold er effektivt til både at forebygge og behandle mange forskellige typer sygdomme, fordi fodbold med sine mange retningsskift og intervalløb med høj puls på én gang træner både hjertekredsløb, stofskifte, muskler og knogler, forklarer Peter Krustrup.

Spørgsmålet er så, om professoren mener, beviserne er så stærke, at patienter decideret kan begynde at lægge medicin på hylden?

- I nogle tilfælde vil det være nok at spille fodbold, ja. I andre tilfælde vil det være en god ide at kombinere fodbold med kostomlægning og pille-medicinering. Man er nødt til at se på hver enkelt patientgruppe og definere det specifikt, siger Peter Krustrup.

Læs også på Videnskab.dk: Fodbold: Derfor sparker du over mål

Fodbold virkede mere effektivt end medicin
Peter Krustrup henviser til et studie fra 2013, hvor forskerne fulgte patienter med let eller moderat forhøjet blodtryk.

Den ene gruppe fik normal behandling hos den praktiserende læge i form af kontrolmålinger af blodtrykket og råd om motion og kostomlægning.
Den anden gruppe blev sendt til fodboldtræning.

Patienter blev ved at indtage deres blodtrykssænkende medicin i de seks måneder, forsøget varede.

I gruppen af patienter på fodboldtræning dalede blodtrykket mest (til blodtrykskendere: et ret stort fald på 13 over 8 mmHg i gennemsnit). Hos 3 ud af 4 dalede det endda så meget, at de ikke længere havde forhøjet blodtryk.

Læs også på Videnskab.dk: Hold dig sund: Drik tre glas øl om dagen

- Fodbold er effektiv til at forebygge forhøjet blodtryk, og i nogle tilfælde vil man endda kunne erstatte pillerne med fodbold. Men vores anbefaling til patienter med mildt til moderat forhøjet blodtryk er at deltage i fodboldtræning i en time to gange om ugen, og de husker at tage den 'medicin', siger Peter Krustrup.

- Hvis man ikke får spillet nok fodbold, må man gå til kontrol hos sin læge og finde ud af, om man skal over på anden medicin i stedet, helt som man gør i al anden behandling, siger han.

Du kan læse hele artiklen på Videnskab.dk.

Powered by Labrador CMS