Evakuering fra Nuuk til København mellemlander i Kangerlussuaq

Det er ikke alle, der flyver direkte fra Nuuk til Danmark, nu den nye lufthavn er kommet. I sidste uge blev en patient i sundhedsvæsenet evakueret via Kangerlussuaq. Men det er svært at få officielt bekræftet, hvad der ligger bag.

Evakuering fra Nuuk til København sker stadig i to omgange, senest i sidste uge. Dette er et arkivfoto.
Offentliggjort

OPDATERING 12.45: Trafikstyrelsen har nu bekræftet, at SmuuthCares ambulancefly ikke kan lande i Nuuk efter gældende regler. Vi følger op på sagen.

OPDATERING 14.15: Trafikstyrelsen har nu trukket ovennævnte bekræftelse tilbage. Trafikstyrelsen oplyser, at hvis Smuuthcare flyver for Air Greenland med et GL-nummer, vil ambulanceflyet kunne benytte Nuuk Lufthavn på de vilkår, der fremgår af godkendelsen. Vi følger fortsat op på sagen.

Der er nu gået tre uger med direkte forbindelse fra Nuuk til København for almindelige flypassagerer. Men der skulle åbenbart gå længere tid, før ændringen slår igennem for evakueringsflyvninger for sundhedsvæsenet. 

I hvert fald blev der onsdag 11. december udført en evakuering med en rejseplan ligesom i gamle dage. Air Greenland fløj første del af turen fra Nuuk til Kangerlussuaq. Herfra gik turen så videre med endnu et ambulancefly, der var kaldt til Kangerlussuaq fra Danmark.

– Jeg kan bekræfte, at sundhedsvæsenet 11. december havde en evakueringsflyvning fra Nuuk til Danmark via Kangerlussuaq. Ambulanceflyvningerne til Danmark varetages af SmuuthCare, som er underleverandør til Air Greenland i den forbindelse, siger Tina Amondsen, direktør i sundhedsvæsenet.

Venter stadig på svar

Sermitsiaq har siden sidste uge prøvet at finde svar på, hvorfor mellemlandingen foregik, særlig i lyset af at evakueringer som bekendt foretages, når syge eller tilskadekomne patienter er i en kritisk tilstand.

Trafikstyrelsen har indført en foreløbig begrænsning for andre flyselskaber end Air Greenland og Icelandair og visse private aktører i forbindelse med åbningen af Nuuk Lufthavn. Vi har forsøgt at få bekræftet, hvorvidt det er denne begrænsning, der ligger til grund for mellemlandingen. 

Trafikstyrelsens svar har nu været fem dage undervejs. Den seneste begrundelse for ventetiden er, at sagen omfatter flere kontorer. 

SmuuthCare henviser til Air Greenland, som vi ligeledes afventer svar fra.

Powered by Labrador CMS