15. juni begynder genåbning af atlantflyvning
Ved en fælles politisk beslutning er det besluttet, at første fase af genåbningen af atlantflyvninger foreløbig begynder 15. juni.
18. marts lukkede Grønland for flyvninger ind og ud af landet, men nu er der sat dato på, hvornår en gradvis normalisering går i gang med hensyn til atlantflyvninger mellem Kangerlussuaq og København.
Det bliver 15. juni, fortalte formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), på et pressemøde mandag formiddag.
Kim Kielsen var på mødet flankeret af de øvrige partiledere for partierne i Inatsisartut. De har fredag drøftet genåbning med Kim Kielsen.
Mødet fandt sted, efter at der onsdag var en timelang debat i Inatisartut, hvor Naalakkerusisuts genåbningsstrategi blev diskuteret.
På pressemødet sagde Kim Kielsen blandt andet, at alle som har corona eller andre symptomer vil ikke kunne komme ind i landet.
Den første fase betyder, at 600 mennesker kan komme ind i landet pr. uge. Alle skal være testet af en læge og have et negativt resultat. Testen må maksimalt være fem dage gammel.
Indrejsende skal straks i karantæne og testes igen fem dage efter hjemkomsten.
Naalakkersuisut har tidligere indgået en aftale med Air Greenland om tre ugentlige atlantflyvninger. Den træder i kraft den 1. juni 2020 og løber foreløbigt til den udgangen af august 2020. Aftalen kan derefter forlænges.
Udrejse på eget ansvar
- Udrejse er på eget ansvar, lød det fra Kim Kielsen. Han understregede, at hvis man bliver smittet i udlandet, skal man blive, hvor man er.
Hvis man bliver smittet med coronavirus på sin ferie eller ikke kan fremvise den nødvendige dokumentation, kan det altså få økonomiske konsekvenser.
Her oplyser Naalakkersuisut følgende:
- Hvis en indrejsende tester positiv kan vedkommende først rejse til Grønland, når man kan fremvise en negativ test
- Ophold og ny flybillet er på egen regning
Ved manglende dokumentation:
- Hvis du møder op ved check-in uden bekræftelse på udfyldt Sumut-blanket eller negativ test, kan du ikke stige ombord på flyet.
- Ophold er på egen regning.
- Din billet vil blive ombooket til en anden dato.
Kim Kielsen fortalte også, at de nuværende anbefalinger, der skal hindre smitte, fortsat gælder:
- Hold afstand - Begræns den fysiske kontakt
- Undgå at være steder med tæt kontakt til mange mennesker
- Vask hænder ofte eller bruger håndsprit
- Host eller nys i ærmet
- Undgå at spytte
- Vær opmærksom på rengøring og udluftning
- Anbefaling om forsamlinger på maksimalt 100 personer
- Arbejdspladser anbefales at følge de sundhedsfaglige råd til videst muligt afstand ml. mennesker og gode hygiejne forhold.
Hvis der pludselig kommer mere udbredt smitte, så kan planen blive ændret, og politikerne tager først senere stilling til, hvornår genåbningen kan gå ind i fase to og tre. Det fortæller formand for Partii Naleraq, Hans Enoksen på pressemødet.