Kvalifikation i Mexico

Tredje sejr til Grønland i Mexico

I en meget stemningsfyldt arena i den olympisk by i Mexico City måtte også værtsnationen Mexico torsdag aften bøje sig for et velspillende grønlandsk landshold

Først Cuba. Så Puerto Rico. Og nu var det så Mexico, som måtte se sig slået. 31-24 blev den grønlandske sejr efter en pauseføring på 18-11.

Selv om Grønland trak fra i slutningen af 1. halvleg og førte i hele 2. halvleg, blev kampen på et tidspunkt spændende, da mexicanerne fik reduceret Grønlands føring til kun tre mål.

Delegationsleder Kurt Lauritsen fra Grønlands Håndbold Forbund fortæller i en pressemeddelelse fra Mexico:

- Stemningen i hallen og ikke mindst på den mexicanske bænk var pludselig på kogepunktet. Heldigvis lykkedes det for de grønlandske spillere og ikke mindst for den grønlandske bænk at holde hovederne kolde og finde de rigtige modtræk frem. Grønland trak igen fra og kunne efter en fin præstation gå fra banen med en sejr på syv mål.

Læs "Grønland slog også Puerto Rico"

Læs "Grønland slog Cuba i første kamp"

Tilfreds landstræner
Landsholdet spillede langt bedre end i onsdagens kamp mod Puerto Rico, så det var en tilfreds landstræner Niels Møller, som efter kampen gjorde status:

- Kampen var ikke så hårdt spillet, som de to første kampe. Alligevel var det 20 udvisninger til de to hold, så rytmen blev ustandselig slået i stykker. På et tidspunkt havde vi tre mand udvist på samme tid. Heldigvis lykkedes det også i denne lidt kritiske periode at ride stormen af.

Læs "Akutaaneq Kreutzmann på vej til Mexico"

I dag venter USA i sidste kamp
Akutaaneq Kreutzmann spillede igen en stor kamp. Blev topscorer med otte mål.

I torsdagens anden kamp vandt USA 29-26 over Puerto Rico. Grønland fører kvalifikationspuljen med 6 point for tre kampe.

Grønland spiller senere i dag, fredag, klokken 16.00 lokal tid i Mexico (klokken 19.00 grønlandsk tid) den sidste kamp. Modstanderen er USA, som med en sejr kan fravriste Grønland den endelige førsteplads.

Stillingen i kvalifikationsturneringen er nu:

Kampe: Mål: Point:

  • Grønland: 3 101-80 6
  • Mexico: 2 57-52 2
  • Cuba: 2 48-46 2
  • USA: 2 44-47 2
  • Puerto Rico: 3 76-101 0

Det er muligt at se live-transmissioner fra kvalifikationsturneringen i Mexico her, hvis man registrerer sig

Powered by Labrador CMS