Kvalifikation i Mexico

Grønland slog også Puerto Rico

Efter to sejre i kvalifikationen er Grønland nu sikker på deltagelse ved De Panamerikanske Mesterskaber i Montevideo i Uruguay i juni

39-29 vandt Grønland onsdag aften i Mexico City over Puerto Rico. Efter to sejre i kvalifikationen er Grønland nu sikker på deltagelse ved De Panamerikanske Mesterskaber i Montevideo i Uruguay i juni

39-29 vandt Grønland onsdag aften over Puerto Rico. Det holdt dog hårdt, inden sejren kom i hus.

I begyndelsen af kampe brændte Grønland mange chancer og haltede bagefter indtil det 20. minut, hvor holdet med 12-11 kom foran for første gang. Grønland endte med at vinde 1. halvleg 18-16.

Kampen blev længere end håndboldkampe normalt gør, idet lyset i hallen gik ud, efter at der var spillet 10 minutter af 2. halvleg. Den 15 minutters ufrivillige pause slog dog ikke de grønlandske spillere ud. Føringen blev i den resterende del af kampen udbygget, og da dommerne fløjtede kampen var stillingen 39-29.

Læs "Grønland slog Cuba i første kamp"

Læs "Akutaaneq Kreutzmann på vej til Mexico"

Hele holdet kom i spil
Efter den meget hårde kamp mod Cuba var der flere af de grønlandske spillere, som var mærket. Det kneb for flere af spillerne med at finde de nødvendige ressourcer.

Til Sermitsiaq.AG udtrykte Rasmus Larsen det sådan her:

- Vi spillede en fantastisk kamp mod Cuba. Vi spillede måske over evne, og vi var flere, som måtte have behandling, og det kunne selvfølgelig mærkes i kampen mod Puerto Rico. Heldigvis gik det og vi fører nu kvalifikationspuljen.

Landstræner Niels Møller siger i en pressemeddelelse blandt andet, at han igen er overrasket over, at der spilles så hårdt, som der gør. Det er frustrerende at se på og meget svært at acceptere. Niels Møller kalder sejren over Puerto Rico for en fortjent arbejdssejr.

Grønland tæt på at vinde turneringen
Torsdag klokken 18.00 lokal tid i Mexico (klokken 21.00 grønlandsk tid) venter Mexico, som kan blive en vanskelig modstander. Mexico vandt deres første kamp 33-21 over Puerto Rico og var oversidder onsdag. Vinder Grønland over Mexico vil det med stor sandsynlighed betyde, at Grønland vinder turneringen.

Onsdagens anden kamp stod mellem Cuba og USA, og her vandt Cuba med 21-15.

Det grønlandske landshold bor i kæmpebyen Mexico City i den olympiske landsby, som blev bygget til De olympiske Lege i 1968, og hele truppen nyder det behagelige mexicanske klima. I dagtimerne er temperaturen omkring 25 grader.

Stillingen i kvalifikationsturneringen er nu:

Kampe: Mål: Point:

  • Grønland: 2 70-56 4
  • Mexico: 1 33-21 2
  • Cuba: 2 48-46 2
  • USA: 1 15-21 0
  • Puerto Rico: 2 50-72 0
Powered by Labrador CMS