Greenland Express Air

Trængte bosniere skal flyve for Greenland Express Air

Det har længe været usikkert, hvem der skulle stå for Greenland Express Airs flyvninger. Sermitsiaq.AG kan nu afsløre, at det bliver et lille balkan-selskab med store økonomiske udfordringer

Arkivfoto

- Det er ikke sikkert endnu, om det bliver dette selskab. Vi har to kandidater endnu tilbage.

Sådan lød det i april, da Sermitsiaq.AG spurgte administrerende direktør i Greenland Express Air, Gert Brask, om portugisiske White Airways skulle stå for rejsearrangørens flyvninger mellem Grønland og Danmark. Både før og efter har Gert Brask holdt kortene tæt ind til livet og fastholdt, at flyselskabets navn først ville blive offentliggjort sammen med Greenland Express Airs endelige program.

Sermitsiaq.AG kan alligevel afsløre, hvem der er udsat til at skulle stå i spidsen for Greenland Express Airs flyvninger.

Det drejer sig om BH Airlines, der har base i hovedstaden i Bosnien-Hercegovina, Sarajevo. Det fremgår af tilladelsen, Trafikstyrelsen udstedte den 2. juli, for at Greenland Express Air kunne genoptage flyvningerne mellem Grønland og Europa.

Tilladelsen er udstedt til BH Airlines, hvorfor Greenland Express Air risikerer at skulle indsende nye ansøgninger, hvis samarbejdet med bosnierne ophører.

Læs: Greenland Express Air aflyser atter alle flyafgange

Læs: Gert Brask: En voldsom ubehagelig situation for alle

Lille selskab med store lommesmerter
BH Airlines erstatter dermed hollandske Denim Air, som tidligere betjente Greenland Express Airs kunder.

I modsætning til hollænderne råder BH Airlines aktuelt kun over få fly. Tilsyneladende alene et mindre propelfly og en noget større Airbus, som Gert Brask tidligere har omtalt som den optimale løsning. Propelflyet bruges blandt andet på ruten mellem Sarajevo og København, hvor det i januar 2013 skred af landingsbanen.

BH Airlines helt store problem har dog været økonomien. I 2013 fik det flyveforbud, efter misligholdelse af en større milliongæld til en østrigsk bank. I bestræbelserne på at hente ny kapital, blev blandt andet 49 procent af aktierne solgt til Turkish Airlines. Tyrkerne trak sig dog hurtigt ud af samarbejdet, hvilket en kilde hos Turkish Airlines over for Sermitsiaq.AG fortæller skyldtes manglende tro på, at opkøbet nogensinde ville blive rentabelt.

Millionregninger igen ikke betalt til tiden
Udfordringerne har også været iøjnefaldende i år, for i marts kunne branchesitet CH Aviation melde om nye startforbud. Det skyldtes, at millionregninger igen ikke var blevet betalt til tiden.

Sermitsiaq.AG har både per telefon og email forsøgt at komme i kontakt med BH Airlines, men selskabet er endnu ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Greenland Express Airs administrerende direktør, Gert Brask, har i lang tid ikke ønsket at stille op til interview med Sermitsiaq.AG.

Læs artikler om Greenland Express Air her

Powered by Labrador CMS