Greenland Express Air

Greenland Express Air aflyser atter alle flyafgange

Samtlige afgange frem til og med 14. juli er netop blevet aflyst. - Indbetalte beløb for købte billetter refunderes hurtigst muligt, lover flyselskabet

Arkivfoto fra 2014. Billedet er fra Aalborg Lufthavn

De massive udfordringer for Greenland Express Air fortsætter med at hobe sig op. I premieresæsonen i fjor blev det kun til ganske få flyvninger for Gert Brask og co., og nu meddeler flyselskabet, at samtlige flyafgange frem til og med 14. juli er aflyst.

Første flyvning var programsat til torsdag den 2. juli.

Facebook skriver Greenland Express Air blandt andet følgende:

'Det er med stor beklagelse, at vi desværre ser os nødsaget til at aflyse samtlige flyafgange mellem Danmark og Grønland frem til den 15. juli 2015. Dette betyder desværre, at vi ikke kan levere den transportydelse, du har købt hos os.

Indbetalte beløb for købte billetter refunderes hurtigst muligt og direkte fra de kreditkortselskaber eller banker, der er benyttet i forbindelse med betalingen.

Vi arbejder i disse timer på at skabe varige løsninger på de udfordringer, som forhindrer os i at flyve vores ruteprogram i de kommende uger. Så snart disse udfordringer er overkommet, vender vi tilbage med en uddybende forklaring'.

Læs: Medie: Her er Greenland Express' nye partner

Læs: Myndighedsfejl forsinker atter Greenland Express

Masser af udfordringer
Det har i sandhed været en barsk opstartsperiode for Greenland Express Air, som i lang tid har kæmpet med mange forskellige udfordringer som for eksempel økonomi, manglende flybesætning, samarbejdspartnere og et hav af tilladelser samt myndighedsfejl.

Greenland Express Airs daværende Fokker 100-fly, som var fra hollandske Denim Air ACMI, lettede fra Aalborg Lufthavn den 17. juni 2014 for at drage ud på sin jomfrutur med passagerer mellem Danmark, Island og Grønland.

Efter få flyvninger i 2014 tog flyselskabet en 'timeout' for at vurdere forretningsmulighederne. I år har Greenland Express Air slet ikke været på vingerne - og kommer det nu tidligst 15. juli.

Greenland Express Airs administrerende direktør, Gert Brask, har i lang tid ikke ønsket at stille op til interview med Sermitsiaq.AG.

Læs artikler om Greenland Express Air her

Powered by Labrador CMS