bremser liberalisering
Tele-Post efter kritik: Vi misbruger ikke vores position
Hos det altoverskyggende kommunikationsselskab afviser topdirektøren, at Tele-Post bruger sin magtfulde størrelse til at stoppe en mangeårig undersøgelse af et friere telemarked
Mens politikere og konkurrenter de seneste dage har haft travlt med at kritisere Tele-Post, forklarer selskabets konstituerede direktør, Steen Montgomery-Andersen, nu, hvorfor han mener, at der ingen grund er til at kritisere Tele-Post.
Det sker, fordi Tele-Post - ifølge selskabet selv - på grund af store konsulentudgifter og for kort tid har valgt at udskyde frigivelsen af teleydelser, selvom det var planen, at liberaliseringen skulle træde i kraft 1. april. Tele-Post har stoppet en mangeårig undersøgelse af et friere telemarked.
- Steen Montgomery-Andersen, hvorfor stopper I det undersøgende arbejde helt nu?
- Vi har haft for kort tid, og det har vi hele tiden sagt. Det skrev vi også i et høringsvar i sommer. Denne proces har faktisk været forceret (presset for hurtigt igennem, red.). Nu skal vi se, om vi ikke kan gøre det på en anden måde.
Læs: Knud Kristiansen afventer orientering fra Tele-Post
Liberalisering er kompliceret
- Hvordan?
- Man skal spise en elefant i små bidder, før det kan lade sig gøre, og sådan er det også med liberalisering af et kompliceret marked. Hvis liberaliseringen skal gå meget hurtigt, må den afgrænses til nogle enkelt teleprodukter, så den kan tages i nogle etaper, svarer Steen Montgomery-Andersen.
- Er der ikke bare jer, der misbruger jeres position nu?
- Nej det synes jeg ikke, for vi kan dokumentere, at vi flere gange har sagt, at et halvt år er for kort tid til at undersøge sådan en stor manøvre.
- Men selvom I har skrevet noget i et høringssvar, kan I jo stadig godt misbruge jeres stærke position?
- Jamen vi har jo forsøgt at være positive over for liberalisering, og vi har faktisk forsøgt at samarbejde meget med Telestyrelsen om at lave et nyt regnskabssystem til at hjælpe det på vej. Men det er bare en meget kompleks opgave, og det er en dyr specialistopgave.
Læs: Private og politikere blander sig i Tele-Post-kritikken
Læs: Eks-naalakkersuisoq reagerer: Tele-Post er blevet for stor
Mere kompliceret denne gang
Konstitueret direktør i Tele-Post, Steen Montgomery-Andersen, peger på, at liberaliseringen denne gang er en mere kompleks operation end tidligere, hvor wifi-udbud blev delvist åbnet op for et marked. Når andre tjenester skal åbnes op, bliver det mere indviklet, påstår direktøren, fordi operatørerne skal ind i Tele-Posts netværk, router-systemer og diverse.
- Det gør, at vi skal være helt firkantede og sikre på, hvad det skal koste her i landet, og det tager tid, siger direktøren til Sermitsiaq.AG.
Læs flere artikler om Tele-Post her