AktieTips

Spåkoner på finansmarkederne

Det er ikke altid nemt at forudsige, hvordan aktiekurserne vil udvikle sig. Men der er som regel en god forklaring

Offentliggjort

Det kan kræve noget af en krystalkugle at forudsige kurserne i Grønlandsbankens aktiespil, AktieTips, der begyndte den 2. marts.

Én dag flagrer kurserne i alle retninger.

En anden dag stiger de næsten alle sammen.

Og en tredje dag går turen nedad for de fleste.

Men selvom udviklingen kan virke noget ulogisk, er der omvendt nogle umiddelbare forklaringer, pointerer Grønlandsbankens investeringsrådgiver, Per Christiansen.

– Den 16. marts så vi for eksempel, hvordan 10 ud af spillets 13 aktier gik op, mens de sidste forblev på et uændret niveau, fremhæver investeringsrådgiveren.
Denne udvikling hænger sammen med overskrifter i medierne om, at aktierne i det såkaldte C20-indeks, indekset over de mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs, var på vej til at nå et rekordhøjt niveau, når børsen lukkede.

– Dagen efter går kursen omvendt nedad på ni af aktierne, mens fire forbliver på et uændret niveau. Og når markedet reagerer så relativt entydigt i først den ene og så den anden retning, kunne noget tyde på, at mange investorer er blevet fristede til at sælge aktier for at realisere deres gevinster efter en rigtig god dag på børsen, fremhæver Per Christiansen.

Læs: Det kræver god tid at forudse aktiekurserne

Fokus på Novo Nordisk
Han peger desuden på, at overskrifter i medierne om et enkelt selskab også kan få betydning.

Således har Novo Nordisk-aktien været igennem en interessant udvikling i løbet af den måned, som AktieTips har varet.

– Der har for eksempel været nogle artikler om, hvem der i fremtiden skal være administrerende direktør Lars Rebiens arvtager. Vi har set usikkerheder om godkendelsen af nye produkter i USA. Der er flere af virksomhedens konkurrenter, der er meget aktive i øjeblikket. Og så er Novo Nordisk generelt en aktie, der er meget fokus på fra analytikernes side, hvor de da også har opjusteret deres forventninger til værdipapirets udvikling, forklarer investeringsrådgiveren.

Aktiespillet bliver afviklet i samarbejde med Sermitsiaq.

Aktiespillet sluttede den 27. marts. Læs i Sermitsiaq nummer 14, hvem der vandt spillet.

Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS