Dansk regeringsdannelse

Her er Siumuts ønsker til Løkke

Både Siumut og IA havde torsdag møder med kongelig undersøger og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med hans undersøgelser af en dansk regeringsdannelse, Siumut har nu fremlagt deres ønsker

Aleqa og Lars Løkke
Siumuts folketingsmedlem Aleqa Hammond sammen med Venstres formand Lars Løkke Rasmussen

Både Siumut og IA blev torsdag indkaldt til nye drøftelser med kongelig undersøger og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med hans undersøgelser af en dansk regeringsdannelse.

Siumuts folketingsmedlem, Aleqa Hammond, har til et halv time lang møde fremlagt deres ønsker til den kommende danske regering.

- På mødet redegjorde Lars Løkke Rasmussen for de tanker omkring den politik for rigsfællesskabet, som han ønsker en kommende borgerlig regering, skal arbejde ud fra, oplyser Siumut i Folketinget i en pressemeddelelse.

På samme måde fremlagde Aleqa Hammond, de ønsker som Siumut har til den kommende danske regerings indsats:

- Specielt med hensyn til videreudvikling af rigsfællesskabet via en undersøgelse af Free Association modellen, nye danske investeringer i de grønlandske råstoffer, den grønlandske infrastruktur og det grønlandske erhversliv generelt og omkring støtte til socialt svage grønlandske borgere i Danmark, skriver Siumut i Folketinget.

Læs: Siumut og IA til nye Løkke-møder om regeringsdannelse

Vil støtte Venstre
Siumuts nyvalgte folketingsmedlem Aleqa Hammond, udtaler om mødet med Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen:

- Det var en god og konstruktiv samtale med Lars Løkke (Rasmussen, red.). Det var tydeligt, at han har haft rigsfællesskabet højt på listen over områder, som den nye regering skal arbejde med, og allerede nu har en række tanker om en indsats for hele riget og for Arktis.

- Hvis de intentioner bliver fremlagt i forbindelse med arbejdet i Folketinget i de kommende år, vil vi naturligvis støtte dem der, hvor vi ser de er til gavn for Grønland og for riget som helhed. Også selv om vi ikke er en del af den blå blok, siger Aleqa Hammond.

Aleqa Hammond ønsker ikke at stille op til interview med Sermitsiaq.AG om mødet.

Læs: IA og Siumut har fremlagt krav over for Løkke

Powered by Labrador CMS