Dødsfald i Aalborg
Siumuts Doris Jakobsen er rystet over tragisk sag
Folketingsmedlemmet for Siumut ønsker at få sikret af den danske regering, at en trist sag om bisættelse fra Aalborg ikke gentager sig
En tragisk sag fra Aalborg får nu folketingsmedlem for Siumut, Doris Jakobsen, til at stille opklarende spørgsmål til den danske regering, så en lignende sag forhåbentlig ikke gentager sig.
Som vi skrev her på hjemmesiden mandag, blev Wilhelm Amossens familie i Nanortalik først underrettet om hans død 14 dage efter, han var gået bort. Det skete ad omveje via venner, som efter fysisk fremmøde på politistationen i Aalborg den 3. marts fik at vide, at Wilhelm Amossen var erklæret død den 17. februar.
Wilhelm Amossen blev bisat fra Østre Kirkegård i Aalborg onsdag den 4. marts klokken 12.30. Først aftenen før hans bisættelse blev hans familie orienteret om hans dødsfald.
Se billeder: Grønlænder bisat i Aalborg uden sin familie
Må ikke gentage sig
- Mange har brug for at kunne tage ordentligt afsked med deres familiemedlemmer, før de kan komme videre i livet. Netop derfor har vi fået indført en grønlandsk præst i Danmark, så de pårørende kan få mulighed for at sige ordentligt farvel. Men i denne sag lader det til, at familien først fik besked om dødsfaldet aftenen før bisættelsen. Det må ikke ske, siger Doris Jakobsen.
Hun har netop stillet tre spørgsmål til den danske regering.
- Vi må sikre, at en sådan tragisk sag ikke gentages. Det skal ikke være op til tilfældigheder, om de pårørende får en chance for at sige farvel til deres kære. Jeg kan ikke tro andet, end at den danske regering vil tage hånd om sagen. Derfor har jeg i dag stillet tre spørgsmål til den danske regering, så vi kan få sat gang i arbejdet, forklarer folketingsmedlemmet for Siumut.
Grønlandsk præst blev ikke spurgt
Oline Berthelsen blev i august 2014 indsat som præst i Vor Frue Sogn i Aarhus, men skal tage sig af alle grønlændere i Danmark. Hun bor i Aalborg og deltog i bisættelsen af Wilhelm Amossen som menig deltager sammen med sine landsmænd.
Hun fortæller til Sermitsiaq.AG, at hun ikke er blevet spurgt, om hun ville være præst ved bisættelsen. Hun forklarer videre, at det normalt er familien eller præsteembedet, der sørger for det.
Wilhelm Amossen blev 64 år.
Doris Jakobsen har stillet disse tre spørgsmål til regeringen:
- Hvordan vil ministeren sikre, at grønlandske pårørende i fremtiden bliver underrettet af myndighederne i forbindelse med dødsfald i Danmark?
- Hvorfor blev bisættelsen af Wilhelm Amossen forrettet af en dansk præst, når den grønlandske præst i Danmark, Oline Berthelsen, var til stede i kirken?
- Er det normalt, at politiet i Danmark overlader det til venner af afdøde at underrette de pårørende?
Spørgsmål 1 og 3 er sendt til justitsministeren, mens spørgsmål 2 er sendt til kirkeministeren.