Dødsfald i Aalborg
Se billeder: Grønlænder bisat i Aalborg uden sin familie
Først 14 dage efter Wilhelm Amossens død i Aalborg blev hans familie i Nanortalik underrettet ad omveje af venner. Wilhelm Amossen blev for nylig bisat i Aalborg. Han blev 64 år
Tirsdag den 17. februar bad Wilhelm Amossen en nabo på Peter Freuchens Vej i Aalborg om at ringe efter en ambulance, da han følte sig dårlig. Alarmcentralen spurgte Wilhelm Amossen, om han kunne gå ud på gaden til ambulancen, hvilket han gjorde, men han faldt om på fortovet.
Ifølge Nordjyllands Politi blev ambulancen tilkaldt klokken 00.46. Akutlægen i ambulancen forsøgte at genoplive ham, men forgæves. Wilhelm Amossen var død af hjertestop og blev erklæret død ved ankomsten til Aalborg Universitetshospital med efterfølgende ligsyn.
Politipatruljen, der var til stede rutinemæssigt efter tilkaldelsen, konstaterede, at der ikke var foregået noget kriminelt og noterede i rapporten klokken 01.20, at det ikke var en politisag og overlod sagen til sundhedsvæsenet, og har ikke foretaget sig noget yderligere.
Alarmcentralen bekræfter, at de har modtaget et opkald klokken 00.46, at de sendte en ambulance til Peter Freuchens Vej, og at de blot kunne køre afdøde Wilhelm Amossen til hospitalet. Hospitalet har heller ikke foretaget sig noget yderligere - ikke forsøgt at informere familien i den tro, at politiet ville gøre det.
Så ingen er informeret.
Familien hørte om dødsfaldet ad omveje
Wilhelm Amossens familie i Nanortalik hørte ad omveje om Wilhelm Amossens dødsfald, men kunne ikke få det bekræftet af nogen, oplyser familien, som ønsker at være anonym, til Sermitsiaq.AG.
Først ved direkte, personlig henvendelse på politistationen i Aalborg tirsdag aften den 3. marts, 14 dage efter, fik en meget bekymret ven og bekendt klar besked om, at Wilhelm Amossen var erklæret død den 17. februar.
Vennen spurgte en betjent om, hvad der var sket med Wilhelm Amossen.
'Han var blevet dårlig, hentet af en ambulance og erklæret død samme nat', lød svaret.
'Har I underrettet hans familie i Nanortalik?' spurgte vennen til Wilhelm Amossen.
'Næh, det har vi ikke, kan du ikke gøre det?' lød svaret fra betjenten, som i samtalen havde sagt, at alt var gået lige efter bogen, måske med et par fejl.
Flot fremmøde til bisættelsen
Familien i Nanortalik er naturligvis rystet og ærgrer sig over, at det hele er foregået uden deres medvirken.
Samme aften, tirsdag den 3. marts blev det meddelt, at afdøde Wilhelm Amossen skulle bisættes fra Østre Kirkegård i Aalborg næste dag klokken 12.30.
Meldingen blev hurtigt spredt i Aalborg, og omkring 60 personer kunne på under 12 timer finde vej til afskeden med Wilhelm Amossen fra kapellet, men ingen nære familiemedlemmer. Koret fra Ikinngutigiit sang 'Nunami inuunera' ved kisten.
Wilhelm Amossen fra Nanortalik blev 64 år.
Bisættelsen af Wilhelm blev forrettet af en dansk præst, selvom der i Aalborg bor en grønlandsk præst. Oline Berthelsen deltog som menig deltager sammen med sine landsmænd.
Sermitsiaq.AG er bekendt med den fulde identitet på familien til Wilhelm Amossen.
Se billeder under denne tekst