kommunedeling

SIK: Grotesk behandling af kommunalt ansatte i Qaasuitsoq

De kommunalt ansatte i Qaasuitsup Kommunia, der har accepteret at flytte fra Ilulissat til Aasiaat føler sig gjort til grin, siger SIK-formanden Jess G. Berthelsen

Jess G. Berthelsen
Jess G. Berthelsen er ikke imponeret over Qaasuitsup Kommunias arbejde i forbindelse med delingen af kommunen

21 kommunalt ansatte på Qaasuitsup Kommunia har for nyligt - i forbindelse med den forestående kommunedeling - tilbudt flytning fra Ilulissat til Aasiaat, for at arbejde i den nye Kommune Qeqertalik, således at de dér kan beholde deres stillinger.

Som Sermitsiaq.AG allerede har skrevet, så har 11 ansatte på Qaasuitsup Kommunia takket nej til flytning, mens blot fire medarbejdere har accepteret at flytte fra Ilulissat til Aasiaat.

Læs: 11 kommunalt ansatte i Qaasuitsoq afslår tilbud om flytning

Lønmodtagerorganisationen SIK skriver i en pressemeddelelsem at flere af deres medlemmer tog imod tilbuddet for fortsat at kunne have et job, og de indvilegede i at flytte til Aasiaat – omend de egentlig ønskede at blive i Ilulissat.

De medarbejdere, der har sagt nej til at flytte fra Ilulissat til Aasiaat, er blevet tilbudt stillinger i Avannaata Kommunia, og det vækker forundring af Jess G. Berthelsen, der er formand for SIK.

Læs: Ane Hansen kritiserer Qaasuitsup Kommunia i spørgsmål om flytning af medarbejdere

- Det groteske i det er, at flere af vores medlemmer i SIK nødtvungent har sagt ja til at flytte til Kommune Qeqertalik for ikke at miste deres arbejde. Og nu føler de sig taget grundigt ved næsen og tænker: Bare jeg havde sagt nej, så var jeg blevet i Ilulissat. - Det er ikke underligt, at de nu føler sig gjort til grin, siger Jess G. Berthelsen.

Læs: Palle Jerimiassen: Vi kan ikke bare fyre medarbejderne

Han er ikke imponeret over Qaasuitsup Kommunias håndtering af kommunedelingsarbejdet.

- I det hele taget virker Qaasuitsup Kommunias behandling af kommunedelingen forvirrende og en bedre planlægning var ønskelig. Fra SIK’s side mener vi f.eks., at kommunen for lang tid siden burde have afklaret hvilke medarbejdere, der skulle placeres i hvilken af de to nye kommuner, og ikke her i 11. time. Det har således været psykisk hårdt for medarbejderne at gå i uvished i så lang tid.

- Kommunen burde bl.a. have givet de berørte medarbejdere bedre informationer om konsekvenserne af at sige ja eller nej til tilbuddet om at flytte til en ny kommune. Dette gælder bl.a. bedre oplysninger om deres evt. fremtidige boligsituation, lyder det fra Jess G. Berthelsen.

Powered by Labrador CMS