minemessen pdac
Rubinmine får avanceret overvågning
Mandag annoncerede True North Gems på minemessen Pdac, at det bliver den grønlandske afdeling af ISS, som skal stå for en grønlandsk sammenhæng uhørt avanceret overvågning af rubinminen ved Qeqertarsuatsiaat
Der er ikke meget at råbe hurra for på årets Pdac-minemesse, hvor der ifølge de mere erfarne af de grønlandske deltagere er noget mindre aktivitet, end der plejer at være, imens branchen venter på bedre tider.
For gruppen af virksomheder, som har valgt at deltage uanset under Grønlands Arbejdsgiverforenings faner, var der dog alligevel en god nyhed mandag.
Mange af dem er taget af sted i håbet om at komme i betragtning, når mineselskaber skal bruge underleverandører til opgaver, som mineselskaberne ikke selv vil løse. Og mandagens nyhed viste, at det rent faktisk kan lade sig gøre.
Her annoncerede True North Gems nemlig, at den grønlandske afdeling af ISS kommer til at stå for sikkerheden i rubinminen og sorteringsanlægget i Nuuk og dermed kommer til fadet i stedet for det canadiske selskab, som oprindeligt var i betragtning.
Læs: Pdac: Grønland falder igen i mineindeks
Læs: Atter stor grønlandsk interesse for verdens største mine-messe
Avanceret sikkerhedssystem
Dermed bliver det ISS, som sammen med Securitas skal sørge for at kilovis af rubiner ikke falder i de forkerte hænder ved hjælp af et avanceret sikkerhedssystem, som ikke er set før i Grønland. Det kommer blandt andet til at bestå af intelligente overvågningskameraer, som kan slå alarm hvis de registrerer mistænkelig adfærd.
- Vi har arbejdet sammen med dem om opgaven i halvandet års tid og er glade for at kunne bruge et grønlandsk firma, som samtidig bliver opkvalificeret. Dermed kan de også tilbyde den form for overvågning til andre kunder, siger vicedirektør med ansvar for Security ved TNGG, Jens B. Frederiksen, som fortæller, at ISS har været nødt til at udvide vagtcentralen i Nuuk for at få systemet op at køre.
Han fortæller, at der ikke vil blive tale om et hegn ved minen ved Qeqertarsuatsiaat - i stedet vil overvågningssystemet sørge, for at man straks er opmærksom på det, hvis der strejfer uvedkommende rundt på området. Herefter vil vagtcentralen kunne henvende sig direkte til dem over højtalere, imens de vagter, der konstant befinder sig ved minen, kommer til stedet.
Vagterne vil også stå for stikprøve-gennemsøgninger af medarbejderne i minen, når de går hjem fra arbejde - det skal de acceptere, når de får jobbet.
Testes for narkotika og alkohol
Desuden skal de ansatte med faste intervaller testes for narkotika og alkohol.
- Vi vil ikke have medarbejdere, som har drukket eller ryger hash, både af hensyn til sikkerheden, men også fordi et misbrug muligvis kan føre til, at nogen vil prøve at stjæle, siger Jens B. Frederiksen.
True North Gems forventer, at rubinminen er i gang til efteråret. For øjeblikket er anlægsarbejdet i fuld gang.
Mediehuset Sermitsiaq.AG's udsendte følger minemessen Pdac i Toronto, der slutter onsdag