minemessen pdac

Pdac: Grønland falder igen i mineindeks

Imens Grønland er i fuld gang med en større charmeoffensiv på canadisk minemesse, offentliggør analyseinstittutet sit seneste indeks, hvor Grønland nu ligger helt nede på en 41. plads.

Naalakkersuisoq for finanser og råstoffer, Demokraternes Anda Uldum. Arkivfoto

(Artiklen er opdateret klokken 10.01)

Grønland er endnu engang faldet i det årlige indeks fra Fraser Institute over hvilke lande, som er bedst at drive mineindustri i. Landet ligger nu på en 32. plads, når det gælder branchens oplevelse af de politiske rammer og en 41. plads overordnet.

Det kom frem søndag, da Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, havde inviteret til en i øvrigt velbesøgt temadag om Grønland på verdens største minemesse Pdac i Toronto, hvor man håber at lokke nye investorer og selskaber til.

Charmeoffensiven startede ellers i bedste stil med rosende indlæg fra frontmændene fra de syv selskaber, som er tættest på at komme til at udvinde råstoffer i Grønland.

Omend de alle understregede hvor vigtigt det er, at myndighedsbehandlingen af deres ansøgninger sker hurtigst muligt, var selv den sædvanligvis kradse kritikker Greg Barnes fra Tanbreez sit værtsland overordentligt venligt stemt.

Men da næste paneldebat begyndte, faldt bomben fra den indbudte repræsentant fra Fraser Institute, som kunne fortælle, at Grønland var faldet fra en 23. plads i 2013-indekset (fra en 14. plads i 2012), og til en lidt kedeligere 32. plads i det nyeste 2014-indeks, når det gælder råstofpolitik og -rammer.

Læs: Atter stor grønlandsk interesse for verdens største mine-messe

Stort fald
I det samlede indeks er Grønland faldet helt ned på en 41. plads, fra en 9. plads sidste år. Dermed ligger Grønland nu et godt stykke længere ned af listen end lande som Botswana, Namibia, Zambia og Peru, samt flere områder af arktisk Canada.

Det er dog heller ikke værre, end at mineselskaberne mener, at der er bedre forhold for mineindustri i Grønland end i for eksempel Norge og Frankrig. Ved hjælp af en særkørsel af data til brug for GA-temadagen kunne Kenneth P. Green fra Fraser Institute også fortælle, hvad der havde gjort, at Grønland er faldet 9 pladser siden sidste års vurdering, når det gælder de politiske rammevilkår.

Årsager
Den vigtigste årsag er ifølge mineselskabernes svar, at Grønlands beskatningsmodel er blevet mindre gunstig – sandsynligvis grundet Aleqa Hammond-regeringens indførsel af royalty på mineraler.

Øvrige årsager er bekymringer over kvaliteten af den viden, der findes om undergrunden, stigende handelsbarrierer og svær adgang til arbejdskraft. Positivt er til gengæld, at Grønland er et sikkert land med politisk stabilitet, ifølge mineselskabernes svar.

- Grønland har tidligere været en af topscorerne, men er begyndt at falde af på den, lød konklusionen fra Kenneth P. Green.

Minemessen Pdac varer indtil på onsdag, og Grønland er massivt til stede med flere stande og omkring 60 repræsentanter fra erhvervslivet samt en større selvstyredelegation med naalakkersuisoq for finanser og råstoffer, Demokraternes Anda Uldum, i spidsen.

Mediehuset Sermitsiaq.AG's udsendte følger minemessen Pdac i Toronto, der slutter onsdag

Powered by Labrador CMS