besparelser
RAL ændrer fragtskibenes sejlplan
Byerne langs vestkysten må indstille sig på eventuelle tomme hylder i dagligvarebutikkernes kølediske, når Royal Arctic Line ændrer fragtskibenes anløb til byerne i første kvartal af 2015
Dagligvarebutikkerne i de grønlandske byer må i den første kvartal af 2015 ændre rutiner, når de indleverer dato-følsomme varer i Aalborg. Royal Arctic Line vil nemlig ændre fragtskibenes anløb til byerne fra syv-dages frekvens til en frekvens med skiftevis ni og 12 dage mellem anløbene fra 1. januar til 1. marts 2015.
Læs: Besparelser sikrer bedre resultat
Fortsat faldende godsmængder årsag til ændringen
Ændringen sker ifølge Royal Arctic Line som en konsekvens af manglende indtjening på grund af fortsat faldende godsmængder og indgår som en del af en plan til at forbedre rederiets økonomiske situation.
- Historisk set er godsmængderne i 1. kvartal meget lave i forhold til resten af året. Det betyder, at Royal Arctic Line sejler med halvtomme skibe, hvilket er en stor udgift, skriver Royal Arctic Line.
Atlantoverfarterne vil blive reduceret fra 13 til otte
Royal Arctic Line vil med den ændrede plan reducere antallet af atlantoverfarter i 1. kvartal fra 13 til otte.
- Derved opnås anseelige besparelser, især på skibenes brændstof, mens der fortsat er rigelig kapacitet til at transportere de nødvendige godsmængder til og fra Grønland, skriver Royal Arctic Line.
- Set i lyset af den økonomiske situation i rederiet, og som hele samfundet befinder sig i, er vi desværre tvunget til at tilpasse aktivitetsniveauet og dermed servicegraden i forsyningen af Grønland, siger kommerciel direktør i Royal Arctic Line, Niels Clemensen.
Private kunder vil ikke mærke ændringerne
Ifølge Royal Arctic Line vil de fleste private kunder ikke mærke ændringerne, når de sender gods med Royal Arctic Line.
- Men det er klart, at butikker og leverandører, som er vant til at indlevere varer på en fast dag, står med en udfordring, når den dag ændres - og endda skifter hver anden uge. Royal Arctic Line har forståelse for, at dette ikke er optimalt, men det er en nødvendig besparelse. Derfor håber jeg, at vi og de største kunder i de kommende måneder inden den ændrede sejlplan træder i kraft sammen kan få løst udfordringerne, så det ikke går ud over butikkernes kunder, siger Niels Clemensen.
Læs: RAL ud af 2013 med underskud