råstoffer

Presset NunaMinerals optager millionlån

Greenland Holding har lånt 2,5 millioner kroner til mineralefterforskningsselskabet, som har hårdt brug for penge

Ole Christiansen, NunaMinerals' administrerende direktør

(Artiklen er opdateret klokken 10.56 med det korrekte lån på 2,5 millioner kroner)

I en selskabsmeddelelse oplyser NunaMinerals A/S og Greenland Holding A/S, at parterne har indgået en aftale om at yde et lån på 2,5 millioner kroner til det delvist selvstyreejede mineralefterforskningsselskab.

- Lånet vil styrke NunaMinerals arbejdskapital og dermed gøre selskabet i stand til at konsolidere en mere langsigtet finansieringsplan for NunaMinerals fremtidige aktiviteter, oplyser administrerende direktør Ole Christiansen og bestyrelsesformand Birks Bovaird.

Renten er sat til 1 procent per måned, og lånet skal tilbagebetales senest 31. januar 2015, men Greenland Holding A/S, der er et helejet datterselskab af Grønlands Selvstyre, har forpligtet sig til at konvertere lånet i forbindelse med en eventuel kapitaltilførsel, som selskabet for tiden arbejder med.

Læs: NunaMinerals kører på pumperne

Læs: Nunaminerals sat på fondsbørsens observationsliste

Har meget brug for penge
- Dette tilsagn påskønner de fremragende tekniske resultater, som er opnået af NunaMinerals på selskabets flagskib, Vagar guld-projektet i Sydgrønland kombineret med stigende partneraktiviteter på flere af selskabets kritiske metal-projekter. I samarbejde med partneren Korea Ressource Corporation (KORES) er NunaMinerals i gang med at bore efter sjældne jordarts- og niob-ressourcer i Qeqertaasaq REE- og Nb-projektet, ligesom selskabet er i fremskredne forhandlinger omkring partnerfinansieret efterforskning på både Paatusoq kritiske metal-projektet og på Ymer Ø wolfram- og antimon-projektet, skriver Ole Christiansen i en kommentar til lånet.

Der arbejdes fortsat på at tiltrække yderligere finansiering for at fremskynde ressourceboringer på Vagar-guldprojektet.

Læs: Bundlinjen glimter rødt hos grønlandske guldgravere

Stort underskud i 2013
NunaMinerals giver fortsat underskud og kører fortsat på det yderste af fælgen i forhold til likviditeten, viste regnskabet for første kvartal i år.

Egenkapitalen er år til år faldet til 75,3 millioner kroner fra 136,6 millioner kroner, mens likviditeten efter første kvartal var nede på 31.000 kroner fra 17,0 millioner kroner for et år siden.

NunaMinerals kom ud af 2013 med et underskud før skat på 60,7 millioner kroner mod et underskud på 15,5 millioner kroner for 2012.

Powered by Labrador CMS