Årsresultat
Bundlinjen glimter rødt hos grønlandske guldgravere
Nunaminerals er kommet ud af 2013 med et underskud på 60,7 millioner kroner, som var ventet hos selskabet
Det delvist selvstyreejede mineralefterforskningsselskab Nunaminerals, der efterforsker i mineraler, er kommet ud af 2013 med et underskud før skat på 60,7 millioner kroner mod sidste års underskud på 15,5 millioner kroner.
Det fremgår af selskabets årsrapport for 2013.
Forskellen på bundlinjen fra det ene år til det andet var dog allerede ventet hos Nunaminerals, idet selskabet havde nedjusteret sine forventninger til 2013 i forbindelse med rapporten for tredje kvartal.
- Den ordinære økonomiske udvikling i Nunaminerals er i 2013 forløbet som forventet, men nedskrivninger og tilpasning af licensporteføljen på i alt 54 millioner kroner af regnskabsåret har påvirket det samlede resultat negativt, skriver selskabet.
Læs: Nunaminerals-direktør hædres med fornem pris
I 2013 har selskabet investeret 15 millioner kroner i efterforskning med hovedfokus på efterforskning af guld i Nanortalik Gold Province i Sydgrønland på Vagar- og Hugin-efterforskningslicenserne.
- Herudover er der foretaget mindre feltefterforskning på Qeqertaasaq-licensen, uddyber Nunaminerals.
I rapporten kan Nunaminerals oplyse, at selskabets efterforskning efter guld i Nanortalik Gold Province har resulteret i de bedste guldfund i selskabets historie i Amphibolite Ridge-området.
De positive guldfund kan dog ikke alene redde den økonomiske situation hos Nunaminerals, der skriver, at de økonomiske ressourcer er meget begrænsede, og at yderligere finansiering er nødvendig.
- Selskabet har i januar 2014 optaget et ansvarligt lån på 3,5 millioner kroner hos Greenland Holding, skriver Nunaminerals og fortsætter med forventningerne til 2014:
- På baggrund af de fund og efterforskningsresultater, der er opnået med guldprojektet på Vagar-licensen de sidste to år, har selskabet store forventninger til den videre udvikling af projektet.
For 2014 som helhed venter Nunaminerals et højt aktivitetsniveau og vil i alt anvende 36 millioner kroner på investeringer i efterforskning.