Portræt: Købmandssønnen fra Arsuk
Historien om Anders Jonas Brøns’ imponerende erhvervseventyr, der under tragiske omstændigheder endte i havnebassinet i Aalborg, hvor han fredag formiddag blev fundet livløs, har sit udspring i bygden Arsuk, der ligger tæt på Ivittuut.
OBS: Præcisering foretaget med hensyn til Hans Pavia Egedes aktiepost og tilknytning til Polar Seafood. Foretaget lørdag kl. 18.23, red.
Faderen Palle Brøns kom til Grønland i slutningen af 40’erne og arbejdede i minen i Ivittuut, hvor han mødte Else. Palle tog for en periode tilbage til Danmark og Anders blev født i Arsuk. Da faderen vendte tilbage til bygden åbnede parret en købmandsforretning.
Anders blev allerede i folkeskolen sendt til Holbæk for at lære dansk, men realskoleeksamen blev taget i Nuuk i 1968. Derefter måtte han igen tilbage til Danmark. Dennegang for at tage en handelsskole-eksamen i Ikast i 1973.
Ansat hos skibsmægler
Torske- og laksefiskeriet gik usædvanligt godt i begyndelsen af 70’erne, og Anders Brøns kastede sig ud i fiskeriet i nogle få år, før han fra 1977 til 1985 blev ansat hos en privat skibsmægler.
Trangen til at etablere en ny virksomhed blev indfriet i 1984, hvor han sammen med Hans Pavia Egede etablerede Firmaet Egede & Brøns, et korresponderende rederi for trawlerrederi.
Jens Salling kom ind i firmaet i 1985. Hans Pavia Egede solgte sine aktier i starten af 2000 efter 15 års samarbejde til Anders Brøns og Jens Salling. Fordelingen mellem de to har siden været 50 procent til hver i Polar Seafood Greenland A/S, der er moderselskab i den store koncern.
Japansk kickstart
Det imponerende erhvervseventyr fik en kickstart, da han meget tidligt fik adgang til det japanske marked, hvor der blev eksporteret skalrejer.
Listen af selskaber, der siden 1985 er blevet etableret, er imponerende lang.
Ud over Grønland og Danmark har Polar Seafood ejerandele i fabrikker eller salgskontorer i lande som Rusland, Ukraine, Norge, England, Canada, Sverige, Serbien og Tyskland.
Polar Seafood Greenland A/S har en omsætning, der er vokset til mere end tre milliarder kroner, og i de senere år har virksomheden formået at skaffe et koncernresultat efter skat i omegnen af 200 millioner kroner. Den samlede egenkapital er på cirka 1,4 milliarder kroner og antallet af medarbejdere ligger på den gode side af 900.
Flere tillidshverv
Anders Jonas Brøns sad i Grønlandsbankens bestyrelse og har tidligere været islandsk generalkonsul i Nuuk og formand for Great Greenlands bestyrelse.
Det var en mand uden de store armbevægelser. En diskret, stilfærdig og tilbagetrukket type, der ikke ønskede at prale med sin rigdom.
Det hedder sig, at han hellere vil flyve på økonomiklasse end businessclass, og alligevel ejer han flere ejendomme rundt om i verden. Så vidt vides også en stor imponerende millionvilla på Mallorca.