SAREX 2013

Politimesteren: Katastrofen kan ske i morgen

Ifølge Grønlands politimester Bjørn Bay er det kun et spørgsmål om tid, inden der sker en katastrofe med et krydstogtskib

Grønlands politimester Bjørn Bay om bord på inspektionsskibet ’Vædderen’ inden lørdagens afgang mod Sarex-øvelsen i Nordøstgrønland. Til venstre ses to skibe fra den islandske kystvagt, hvoraf det ene også indgår i øvelsen. Reykjaviks nye kulturhus Harpa anes bag Bjørn Bay
Offentliggjort

Flere hundrede sårede og døde krydstogtpassagerer, meterhøje flammer og hul i skroget som følge af is, dårligt vejr, en urutineret besætning eller andre faktorer.

Det er mareridtsscenariet for Grønlands politimester Bjørn Bay.

Heldigvis har vi indtil videre været forskånet for katastrofer med krydstogtskibe i grønlandsk farvand - og i Arktis i det hele taget.

Men mareridtet kan være tæt på. Meget tæt på.

- I min verden er det ikke et spørgsmål, om der sker en katastrofe med et krydstogtskib, men et spørgsmål om, hvornår den sker. Katastrofen kan ske i morgen, siger Bjørn Bay i et interview med Sermitsiaq.AG’s udsendte reporter om bord på ’Vædderen’.

Lørdag eftermiddag sejler inspektionsskibet med folk fra Grønlands Politi og Politiskolen i Grønland fra Reykjavik nordpå til Mestervigs-området i Kong Oscar Fjord i Nationalparken i Nordøstgrønland for at deltage i årets store, internationale eftersøgnings- og redningsøvelse ’Sarex Greenland Sea 2013’.

Læs "Stilhed før stormen – afgang mod Nordøstgrønland"

Læs "Aleqa Hammond gæster Sarex-øvelsen"

Praksis efter målrettet uddannelse
Efter sidste års første katastrofeøvelse med et krydstogtskib i grønlandsk farvand skal der fra mandag den 2. september til fredag den 6. september igen trænes alt lige fra eftersøgning af skibet til fysisk redning af døde og sårede passagerer med dertilhørende kommunikation og evakuering af passagerer til for eksempel Nuuk og Reykjavik.

Det sker vel at mærke i et meget øde område, hvor det er mere end vaskeligt at få almindeligt kommunikationsudstyr til at virke. Heldigvis kan der være hjælp at hente fra satellitudstyr.

- Min forventning er, at vi nu i praksis får prøvet, hvad vi målrettet har uddannet os til de sidste to-tre år. Nemlig det at kunne håndtere en helt stor katastrofe. Vi har i Grønland stor erfaring med at håndtere ulykker og eftersøgninger af fiskekuttere, joller, fritidssejlere, vandrere, jægere og andre, men heldigvis har vi ingen praktisk erfaring med at håndtere virkelige, kæmpe katastrofer, siger Bjørn Bay.

Læs "Politielever: Den perfekte rystesammentur"

Læs "Politifolk om bord forud for katastrofeøvelse"

To indsatshold kommer i aktion
- 2012-øvelsen var første øvelse i flere år, hvor vi kørte ’fuld skala’ på en stor katastrofe. Vi har før haft mange ’papirøvelser’ og teoretiske øvelser. Men sidste år havde vi for første gang et scenarie, som nærmest er en kopi af, hvad der kan ske i virkeligheden, forklarer politimesteren videre.

Dårligt i vejr i Nuuk betød desværre for Sarex 2012, at politiets indsatshold aldrig kom afsted fra Nuuk. Det bliver dog anderledes i år, da Grønlands Politi stiller med to indsatshold bestående af hver otte personer, der kommer sejlende til området.

- Det bliver spændende at se, hvordan holdene kommer til at fungere, for der venter blandt andet en svær opgave med at få stillet kommunikationsudstyr op, da fjeldene i Kong Oscar Fjord gør det svært at fange signal, siger Bjørn Bay.

Læs "Ny stor redningsøvelse på trapperne"

Skarpladte pistoler og isbjørne
- Har du nogle bekymringer forud for øvelsen?

- Der er ingen tvivl om, at folk kommer til at tage uhensigtsmæssige beslutninger, og at ting går i stykker ligesom i virkeligheden. Men jeg vil selvsagt hellere have, at vi kommer til at tage forkerte beslutninger under en øvelse og så lære af dem i forhold til at begå fejl under en skarp situation. Med hensyn til bekymringer så må vi heller ikke glemme, at øvelsen foregår i et område, hvor der er isbjørne. Det er ikke ufarligt, og det er også grunden til, at vi har skarpladte pistoler under øvelsen. Desuden kan folk være uheldige at komme til skade.

Læs alle artikler og reportager fra Sarex 2013

Powered by Labrador CMS