SAREX 2013
Ny stor redningsøvelse på trapperne
I næste uge finder den internationale eftersøgnings- og redningsøvelse Sarex sted i Nordøstgrønland
Der venter en tophemmelig opgave for de mange medvirkende, når den internationale eftersøgnings- og redningsøvelse ’Sarex Greenland Sea 2013’ foregår i Nationalparken i Nordøstgrønland fra mandag den 2. september til fredag den 6. september.
På trods af navneændringen fra Grønlands Kommando til Arktisk Kommando er det igen kommandoen, som nu er flyttet til Nuuk, der har taget initiativet til øvelsen og har stået for ledelsen af øvelsesplanlægningen.
Cirka 350 personer er fysisk med i øvelsen mellem Mestersvig og Ella Ø i Kong Oscar Fjord i Nordøstgrønland, mens et par hundrede er med i Nuuk, Reykjavik og Danmark. Alle nationer i Arktis er indbudt til at deltage i øvelsen, hvor opgaven sidste år var at redde passagerer fra et nødstedt krydstogtsskib i et fjerntliggende område.
Tophemmeligt
Af hensyn til øvelsen holder Arktisk Kommando endnu opgaveoplysninger tilbage om årets scenarie og oplyser, at der deltager enheder fra Grønland, Danmark, Island, Canada og USA.
I lighed med sidste år deltager Grønlands Politi, Beredskabskommissionen, Arktisk Kommando, Grønlands Selvstyre, Air Greenland, sundhedsvæsenet, Rigspolitiet og en lang række andre samarbejdspartnere fra de andre lande i den omfattende eftersøgnings- og redningsøvelse i den så godt som menneskeforladte og øde nationalpark.
Den internationale øvelse, som blev afviklet for første gang i Nationalparken sidste år, er en del af den search and rescue-aftale, der er indgået mellem de arktiske nationer.
Sermitsiaq.AG har en reporter med om bord på inspektionsskibet ’Vædderen’, der ligesom inspektionsskibet ’Hvidbjørnen’ og inspektionsfartøjet ’Knud Rasmussen’ indgår i øvelsen.
Læs alle artikler og reportager fra Sarex 2013