forfatningskommission

Oppositionen mister næstformandspost i forfatningskommission

Med et snuptag er grundlaget for sammensætningen af forfatningskommissionen blevet ændret, så det største oppositionsparti ikke får næstformandsposten.

Michael Rosing mener, at det er stærkt bekymrende, at næstformandsposten i forfatningskommissionen alligevel ikke skal besættes med en person fra det største oppostionsparti, som det var besluttet.
Offentliggjort

- Det er stærkt bekymrende, fastslår Michael Rosing fra Demokraatit, der er det største oppositionsparti i Inatsisartut over for Sermitsiaq.AG.

I en redegørelse, som blev forelagt efterårssamlingen i 2016, var det ellers besluttet, at formandsposten skulle gå til det største parti i koalitionsregeringen og næstformandsposten skulle gives til det største oppositionsparti.

Læs også: Massivt flertal for forfatningskommission

Men siden blev koalitionsregeringens sammensætning ændret.

Svar: Smidigere proces

I et svar fra Suka K. Frederiksen, der er Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug, til Michael Rosing begrundes ændringen med, at ”hensynet til befolkningen og en smidig proces har vejet tungt i beslutningen om, at de to største partier i Inatsisartut skal udpege henholdsvis formand og næstformand for Forfatningskommissionen. På denne måde sikres det, at de to største partier i landet – som repræsenterer flest borgere – får de to vigtigste poster. Dette bidrager desuden til at sikre, at kommissionen arbejde er effektivt.

Læs også: Pladserne i Forfatningskommissionen fordelt

- Det svar giver simpelt hen ingen mening, fastslår Michael Rosing og forklarer:

Pointen i et demokrati

- Det siger sig selv, at når man besætter de to poster med partimedlemmer fra koalitionsregeringen, så bliver det smidigere, da man ikke er uenige. Men hvad med den parlamentariske proces. Den demokratiske proces bygger vel på, at uenighed mellem partierne skal mødes og så udmøntes i aftaler, siger Michael Rosing og understreger:

- Det er vel hele pointen i at have et demokrati. Og netop i arbejdet med at udarbejde en ny forfatning er det da mere end vigtigt, at oppositionen kommer til orde via formandsskabet i kommissionen.

Powered by Labrador CMS