Aleqas misbrug

Opbakningen til Aleqa smuldrer

Flyttes der en enkelt stemme i Inatsisartut, kan det betyde, at landets leder må udskrive valg

Aleqa Hammond
Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond på lørdagens pressemøde
Offentliggjort

Opbakningen til formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut er stærkt nedadgående i forhold til valgsejren for halvandet år siden. En aktuel sag om bilagssjusk med statens penge giver endnu mere skub til den tendens.

Det siger ekstern lektor Lars Hovbakke Sørensen fra Københavns Universitet og ekspert i nordiske forhold.

- Ved valget havde hun iscenesat sig selv som en nationalist, der var mindre korrupt end sine forgængere. Opfattelsen af hende har ændret sig markant siden. Mange ryster på hovedet og siger, at hun ikke er spor bedre end de andre.

- Hun har heller ikke haft succes med at gennemføre ret meget af sin politik i forhold til at få gang i råstofeventyret og øget selvstændighed i forhold til Danmark. Mange vælgere synes, at hun hverken politisk eller personligt har været en succes, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Læs: Hans E. klar til mistillidsvotum: Det skete er uacceptabelt

Læs: IA vil fremsætte mistillidsvotum over for Aleqa

En orientering fra Inatsisartuts revisionsudvalg viste fredag, at Aleqa Hammond har brugt 106.363,27 kroner fra selvstyrets kasse til private formål i perioden 28. maj 2013 til 21. maj 2014.

På trods af flere rykkere blev udgifterne først tilbagebetalt 8. september i år.

Lars Hovbakke Sørensen tror, at bilagssagen får betydninger for den genforhandling af koalitionsaftalen, som i øjeblikket pågår mellem Siumut og Atassut.

- Den her sag får helt sikkert en ret stor betydning for Siumut. Partiet er under hårdt pres og beskydning fra alle sider. Derfor står Atassut forholdsvis bedre til at få sine politiske krav igennem lige nu, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Læs: D: Aleqa og Siumut har misrøgtet deres mandat

Mistillidsvotum på vej
Inuit Ataqatigiit har varslet et mistillidsvotum mod Aleqa Hammond.

Det mistillidsvotum kommer hurtigst muligt efter det grønlandske parlaments åbning tirsdag, og det er ikke umuligt, at det kan føre til nyvalg. Det siger Poul Krarup, der er direktør i Mediehuset Sermitsiaq.AG og ansvarshavende chefredaktør for Sermitsiaq.

- Det er utrolig svært at sige, hvilken vej det hælder mod. Der er bare én fra regeringskoalitionen, som skal flytte sig, for at der bliver flertal for mistillid. Spørgsmålet er om Aleqa Hammond har formået at få banket koalitionen på plads inden, siger Poul Krarup.

Læs alle artikler om Aleqa Hammonds misbrug af offentlige midler her

Powered by Labrador CMS