Aleqas misbrug
D: Aleqa og Siumut har misrøgtet deres mandat
Det kommer ikke bag på partiformand Anda Uldum og Demokraterne, at Aleqa Hammond igen har haft svært ved at skelne mellem sin privatøkonomi og landets penge
Det er vand på møllen for oppositionspartiet Demokraterne, at formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut er blevet afsløret i at bruge landskassen som sin private kassekredit for derefter at erkende og tilbagebetale beløbet på 106.363,27 kroner.
- Siumut har altid haft svært ved at skelne mellem partiets penge og landets penge. Det virker desværre, som om at det er en indgroet kultur i partiet. Derfor er Demokraterne på ingen måde overraskede over, at det nu er kommet frem, at Aleqa Hammond har misbrugt offentlige midler. Et eller andet sted følger hun bare partiets traditioner, skriver Demokraternes formand, Anda Uldum, i en pressemeddelelse.
Læs: Sermitsiaq.AG-direktør: Revisionssagen er meget alvorlig
Læs: Revisionsudvalg: Aleqa brugte landskassen til sin personlige kassekredit
Har skræmt potentielle investorer væk
Han er ’trist over sagen, som er med til at forværre de skader, som Siumut allerede har påført landet’.
- Jeg har i lang tid tænkt, at Siumut bare er fortsat i det velkendte slædespor af nepotisme og misbrug. Vi har set det med de massive udskiftninger i bestyrelserne. Vi har set det med nogle af ansættelserne i selvstyret. Og vi så det for alvor i forbindelse med deres landsmøde i Maniitsoq.
- Siumut med Aleqa Hammond i spidsen har misrøgtet det mandat, de fik af vælgerne i 2013. De mange skandaler har desværre givet genlyd i omverdenen, og jeg er overbevist om, at vores politiske styre har skræmt potentielle investorer langt væk fra vort land. Det er superærgerligt, lyder det fra Anda Uldum.
Ikke første gang
Op til valget til Inatsisartut i marts 2013 kom det frem, at Aleqa Hammond i flere tilfælde har haft et problematisk forhold til sit pengeforbrug. Efter afsløringer i Berlingske indrømmede Siumut-formanden, at hun i syv tilfælde af dankort-misbrug i marts og april 1995 havde købt ydelser for 5.100 kroner på Hotel Godthåb.
I 2008, hvor hun var naalakkersuisoq for finanser og udenrigsanliggender, var hun i beruset tilstand løbet fra en taxaregning.
Læs alle artikler om Aleqa Hammonds misbrug af offentlige midler her