47 fyringer
Ombudsmanden ’frifinder’ Sermersooq efter massefyring
Ombudsmanden har besluttet ikke at lave en egentlig undersøgelse af Kommuneqarfik Sermersooq, som ønsket er hos seks faglige organisationer i kølvandet på efterårets fyringer af 47 medarbejdere
Kritikken mod Kommuneqarfik Sermersooq fra organisationerne AK, ASG, NPK, PK, SIK og Imak var massiv i forbindelse med efterårets fyringer af 47 medarbejdere i kommunen.
Som led i utilfredsheden klagede de seks faglige organisationer til Inatsisartuts ombudsmand, fordi de mente, Sermersooq ikke havde overholdt notatpligten på møder mellem dem og Kommuneqarfik Sermersooqs administration.
Men der er ingen opbakning til organisationerne.
Det fremgår af et svarnotat fra ombudsmand Vera Leth, som blandt andet skriver, at hun har besluttet ikke at iværksætte en egentlig undersøgelse af Kommuneqarfik Sermersooq.
Læs: Sermersooq afbryder samarbejde med organisationer om afskedigelser
Det er ligeledes ombudsmandens opfattelse, at der ikke er udsigt til, at hun ved nærmere undersøgelse vil kunne kritisere hovedstadskommunen.
Derfor foretager ombudsmanden sig ikke noget ydereligere i sagen, oplyser hun.
I en kommentar til Sermitsiaq.AG siger Kommuneqarfik Sermersooqs administrerende direktør, Steffen Ulrich-Lynge:
- Jeg har god forståelse for, at ombudsmanden ikke vil lave en egentlig undersøgelse af Kommuneqarfik Sermersooq i denne sag, idet ombudsmanden ikke finder anledning til det. Jeg er endvidere helt enig i ombudsmandens vurderinger, og vi har noteret os, at ’notatpligten efter offentlighedslovens § 6 ikke er gældende på møder, hvor der ikke skal træffes afgørelse’.