efter fyringer

Sermersooq afbryder samarbejde med organisationer om afskedigelser

Kommuneqarfik Sermersooq har set sig nødsaget til at afbryde samarbejdet med seks organisationer om afskedigelser af 47 medarbejdere. Organisationerne forlod onsdagens møde

Administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq, Steffen Ulrich-Lynge

Efter et møde onsdag mellem Kommuneqarfik Sermersooq og seks organisationer, der for nylig stod sammen om at kritisere kommunen, fordi de er stærkt utilfredse med den fremgangsmåde, som Kommuneqarfik Sermersooq har brugt til at fyre 47 medarbejdere, afbryder Sermersooq nu samarbejde med organisationerne, som er AK, ASG, NPK, PK, SIK og Imak.

Det meddeler administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq, Steffen Ulrich-Lynge.

- Kommuneqarfik Sermersooq har desværre set sig nødsaget til at afbryde samarbejdet, lyder det således.

Steffen Ulrich-Lynge fortæller, at kommunen i forbindelse med den aktuelle afskedigelsesrunde etablerede et uformelt samarbejdsforum med Organisationernes Samråd og SIK for at sikre, at fagforeningerne var løbende opdaterede om processen og dermed havde de bedste muligheder for at lave et beredskab for deres medlemmer.

Læs: Organisationer raser over ’kold og kynisk’ fyringsmåde i Sermersooq

- Vi fik det indtryk, at de faglige organisationer forventede, at de kunne forhandle direkte med kommunen. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Forhandlingsretten ligger i kommunens hovedsamarbejdsudvalg, og det respekterer vi naturligvis, forklarer Steffen Ulrich-Lynge, som beklager, at samarbejdet i denne sag er endt på denne måde.

- Det var vores håb, at kommunen og de faglige organisationer sammen kunne drage omsorg for medarbejderne i denne svære situation, tilføjer han.

Læs: Kommuneqarfik Sermersooq opsiger 47 medarbejdere

Organisationerne forlod mødet
I en fællesudtalelse fra AK, ASG, NPK, PK, SIK og Imak oplyser organisationerne, at de forlod onsdagens møde med Kommuneqarfik Sermersooq.

Mødet var et af flere møder i en planlagt møderække mellem organisationerne og kommunen for at gøre status på processen med hensyn til kommunens nedskæringer.

- Organisationerne har deltaget i møderne for at være med til at kvalitetssikre processen. På mødet onsdag med kommunens direktion stod det imidlertid klart for organisationerne, at der ikke var overensstemmelse mellem kommunens og organisationernes forventninger til møderne. Den administrerende direktør gav på mødet udtryk for, at møderne skal være ganske uformelle og uforpligtende, og at organisationerne ikke kan bruge de udtalelser, der fremkommer på møderne, skriver AK, ASG, NPK, PK, SIK og Imak, som derfor forlod mødet.

Powered by Labrador CMS