Arctic Frontiers

Olsvig: Vigtigt med fælles fokus på miljø og fødevaretryghed

Inuit Ataqatigiits Sara Olsvig deltager på Arctic Frontiers-konferencen som formand for den arktiske parlamentariker-komité

- Det er utrolig vigtigt, at vi har et fælles arktisk fokus på miljø og fødevaretryghed, siger Inuit Ataqatigiits Sara Olsvig. Her ses hun med Socialdemokraternes ordfører for Grønland og Færøerne, Flemming Møller Mortensen, på den igangværende årets Arctic Frontiers-konference Trømsø

Udover formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut og ICC’ internationale formand Aqqaluk Lynge deltager Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Sara Olsvig, og Socialdemokraternes ordfører for Grønland og Færøerne, Flemming Møller Mortensen, på den igangværende årets Arctic Frontiers-konference i norske Trømsø.

Sara Olsvig, som deltager som formand for den arktiske parlamentarikerkomité, er glad for konferencens fokus, som i år har overskriften ’Mennesker i Arktis’, hvor fokus er på sundhed, miljø og samfund.

- Det er fjerde gang, jeg er i Tromsø til denne konference, og det er altid meget lærerigt, da arrangørerne er gode til at samle både regeringsledere, politikere, forskere og erhvervslivet på et meget højt niveau. De foregående år har fokus været på olie, gas og fisk. Så det er rigtig godt, at Arctic Frontiers nu også har en mere menneskelig dimension, siger Sara Olsvig.

- Det er utrolig vigtigt, at vi har et fælles arktisk fokus på miljø og fødevaretryghed. Særligt for Grønland, hvor vi lever af at eksportere fødevarer fra naturen. Det berører os direkte, når forureningen rammer Arktis, lyder det videre fra Sara Olsvig i en pressemeddelelse.

Læs "Grønlandsk-norsk uenighed om inuit-undtagelsen"

Læs "Grønland og Norge flirter på fiskeriområdet"

Læs "Aleqa: Lyt til de oprindelige arktiske folk"

Der skal handles i tide
Socialdemokraternes Flemming Møller Mortensen har ikke tidligere deltaget i den arktiske konference i Tromsø, som også er byen, hvor Arktisk Råds nye permanente sekretariat har sin base.

- Der skal handles i tide, og der skal handles på tværs af landegrænser. Derfor er en konference som denne yderst væsentlig for at sikre videndeling om nuværende og fremtidige arktiske udfordringer. Rigsfællesskabet har en væsentlig interesse heri og en vigtig rolle at spille, siger Flemming Møller Mortensen.

De to folketingmedlemmer har taget et møde med University of the Arctic, som rigsfællesskabet gennem en årrække har bidraget til gennem den danske finanslov og via deltagelse fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet.

Arctic Frontiers konferencen startede med to dages 'policy section' og fortsætter onsdag til fredag med en 'science section'.

Powered by Labrador CMS