Gå til hovedindhold

Erik Jensen: Vi tror 100 procent på Tasiilaq Lufthavn

Selvom finansieringen af en lufthavn i Tasiilaq endnu ikke er på plads, så føler naalakkersuisoq for infrastruktur sig overbevist om, at den nok skal blive til noget.

Som naalakkersuisoq med ansvaret for blandt andet infrastruktur, er Erik Jensen (S) stærkt optaget af at forsikre om, at borgerne i Tasiilaq nok skal få deres lufthavn. 

- Naalakkersuisut arbejder på højtryk for at realisere lufthavnen i Tasiilaq og de øvrig regionale lufthavne, siger han til Sermitsiaq.AG.

LÆS OGSÅ: Justus Hansen om lufthavnsbeslutning: Det slår folks drømme ihjel

Hurtigere end planlagt
Faktisk har han en god nyhed til 'hovedstaden' i Tunu. Det går nemlig rigtig godt fremad med projektet, forsikrer han.

- Tidsplanen for lufthavnen i Tasiilaq er længere fremme, end der oprindelig var lagt op til. Naalakkersuisut regner med at afslutte forundersøgelserne i år og kan herefter starte selve projekteringen til næste år, lyder meldingen fra Erik Jensen (S).

Man hvad med pengene
En ting er dog, at undersøge, hvor lufthavnen kan ligge og hvordan den skal opføres. Det hårde arbejde kommer, når politikerne skal finde ud, hvem der skal betale for planerne.

- Det afgørende spørgsmål bliver naturligvis finansieringen af projektet. Her ser jeg frem til de kommende finanslovsforhandlinger, hvor det i sidste ende skal afgøres, hvordan lufthavnen skal finansieres, siger naalakkersuisoq for infrastruktur.

LÆS OGSÅ: Naalakkersuisut: Tasiilaq lufthavn lever

Han vil ikke på nuværende tidspunkt afsløre, hvordan Naalakkersuisut forestiller sig finansieringen. 
Naalakkersuisut har både mulighed for at optage et lån og for at forsøge at tiltrække eksterne investorer.

Ændringer kan true projekter
Sidste uge foreslog Justus Hansen (D), at lufthavnen i Tasiilaq skulle lægges ind under Kalallit Airport, så der af den vej kunne skaffes investorer til projektet.
Men det advarer Erik Jensen (S) kraftigt imod.

- Naalakkersuisut mener ikke, at byggeriet af Tasiilaq lufthavnen skal overføres fra departementet til Kalaallit Airports. Naalakkersuisut er nervøse for, at det kan forvirre lånemarkedet, hvis vi midt processen ændrer på opgaverne for Kalaallit Airports.

- Det risikerer i sidste ende at gå ud over samtlige lufthavnsprojekter.

Gevinster ved Tasiilaq lufthavn
Dette rejser dog spørgsmålet, hvorfor Tasiilaq lufthavn ikke lige fra begyndelsen blev lagt ind under Kalaallit Airports. Især i lyset af, at en betænkning fra 2011 fra den daværende transportkommission peger på klare samfundsmæssige gevinster ved at flytte lufthavnen fra Kulusuk til Tasiilaq.

Især pegede kommissionen på et betydeligt potentiale i udviklingen af turismen til Østgrønland.

- Når Tasiilaq oprindeligt ikke kom med under Kalaallit Airports A/S, så skyldes det, at projekterne i Nuuk og Ilulissat var længere fremme. Også projektet i Qaqortoq var på det tidspunkt lidt længere fremme, forklarer Erik Jensen (S).

Tror 100 %
Men nu er projektet i Tasiilaq altså ved at skride hurtigt frem. 

- Naalakkersuisut tror 100 % på, at Tasiilaq lufthavn blive til noget. Det er afgørende vigtigt for landet, at vi får styrket infrastrukturen til gavn for hele samfundet, fastslår Erik Jensen (S).

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER