Thule Air Base

IA kræver genforhandling af forsvarsaftalen

Inuit Ataqatigiit mener, at Grønland nu bør handle langsigtet og sikre håndgribelige afkast fra Thule Air Base (Pituffik) gennem en genforhandling af forsvarsaftalen

Formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, og folketingsmedlem Johan Lund Olsen. Arkivfoto

Inuit Ataqatigiit støtter Naalakkersuisuts og den danske regerings bestræbelser på at få amerikanerne i tale om tabet af den specifikke servicekontrakt på Thule Air Base (Pituffik), og kræver samtidig en genforhandling af forsvarsaftalen.

Det sker efter, at det amerikanske regeringskontor Government Accountability Office torsdag stadfæstede Exelis Services' overtagelse af drifts- og vedligeholdelsesopgaverne på Thule Air Base (Pituffik) fra 30. september og syv år frem.

- Det står i dag (torsdag, red.) klart, at tildelingen af servicekontrakten til Exelis Services A/S juridisk ikke står til at ændre. Det er derfor nu en rent politisk sag, som skal tages op på det allerhøjeste politiske plan, skriver formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, og partiets folketingsmedlem Johan Lund Olsen i en fælles pressemeddelelse.

StøtterNaalakkersuisut og regeringen
Sara Olsvig og Johan Lund Olsen meddeler også, at Inuit Ataqatigiit støtter Naalakkersuisuts og den danske regerings arbejde på at få amerikanerne i tale om tabet af den specifikke servicekontrakt og det økonomiske tab herigennem.

- Men vi finder det vigtigt, at Grønland derudover nu handler langsigtet og sikrer håndgribelige afkast fra Pituffik gennem en genforhandling af forsvarsaftalen, lyder det fra Inuit Ataqatigiit.

Læs: Christiansborg raser over den mistede Thule Air Base-kontrakt

Kræver konkret udbytte af Pituffik
Torsdag meddelte Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen, at hun overfor USA vil kræve en årlig 'huslejeordning' for at have en radar i Grønland, ligesom Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Johan Lund Olsen og partiformand Sara Olsvig krævede sagen taget op på politisk plan.

- Derfor vil vi klart sige fra Inuit Ataqatigiit, at Grønland må kræve en genforhandling af forsvarsaftalen, således at Grønland får helt konkret udbytte af Pituffik. Det er vigtigt, at denne genforhandling udføres uafhængigt af nuværende og kommende servicekontrakter. Servicekontrakterne vil altid ændre sig, og det er nu vigtigt, at vi får en meget mere stabil og håndgribelig aftale med amerikanerne, uden om servicekontrakterne.

- Nu er det vigtigt, at Grønland står sammen. Vi ser frem til at være fuldt ud inddraget og til at samarbejde med Naalakkersuisut og den danske regering om den videre håndtering af sagen, lyder det fra Inuit Ataqatigiit.

Læs flere artikler om Thule Air Base her

Powered by Labrador CMS