Thule Air Base
Christiansborg raser over den mistede Thule Air Base-kontrakt
USA skal årligt betale for sin tilstedeværelse på Pituffik, og beløbet bør være højere end de nuværende indtægter fra servicekontrakten, mener Siumut. - Denne sag er politisk og skal tages op politisk, lyder det fra Inuit Ataqatigiit om den mistede servicekontrakt på Pituffik
Det er skuffede folketingsmedlemmer, der modtager nyheden om den mistede servicekontrakt på Thule Air Base (Pituffik).
Doris Jakobsen, Siumut, vil overfor USA kræve en årlig 'huslejeordning' for at have en radar i Grønland.
- Jeg har altid sagt, at Grønland overfor USA må kræve en årlig og stabil ’husleje’ for brugen af Pituffik-området. Indtægten fra servicekontrakten er for ustabil, siger Doris Jakobsen til Sermitsiaq.AG.
Grønland får intet ud af placeringen af missilskjoldet på Thule Air Base. Det må der gøres noget ved, mener Doris Jakobsen.
- Indtægterne fra servicekontrakten var i forvejen alt for ustabile. Vi må se at få krævet et fast beløb for placeringen af dette uundværlige radarsystem. Når jeg debatterer emnet rundt omkring i Grønland, vil befolkningen jo have noget for amerikanernes ophold i Grønland, siger Doris Jakobsen.
Læs: Greenland Contractors har tabt slaget om Thule Air Base
Læs: Lidegaard: Jeg vil tale med rimelig store ord til USA
Størrelsen af 'huslejen' vil hun dog ikke komme nærmere ind på.
- Men lejestørrelsen bør gå langt over de årlige indtægter fra servicekontrakten, siger folketingsmedlemmet.
- I dag (torsdag, red.) skal jeg til et møde med Naalakkersuisut, og her skal vi drøfte sagen. Vi skal have en fælles holdning og blive enige om, hvad det næste skridt er, siger Doris Jakobsen.
Læs: Thule-nederlag: Dansk Industri kræver udenrigsministeren på banen
IA: Sagen skal tages op politisk
Hos Inuit Ataqatigiit er der også skuffelse - og en anden tilgang til det fremadrettede arbejde.
- Denne sag er politisk og skal tages op politisk. Det skulle den have været fra starten af. Derfor er det vores helt klare holdning, at Naalakkersuisut og den danske regering skal tage sagen op politisk, direkte overfor amerikanerne, skriver Inuit Ataqatigiit i en pressemeddelelse.
Samtidig kræver Inuit Ataqatigiit, at Naalakkersuisuts rolle i hele sagsgangen skal afdækkes uvildigt.
- For der er ingen tvivl om, at når aftalerne ikke holder juridisk, så har de ikke været stærke nok. Vi kræver også, at det skal afdækkes, hvordan den danske regering har håndteret sagen. Vi mener, at den danske regering har et udvidet ansvar, idet den danske regering fra starten godkendte formuleringen omkring registrering i aftalen med amerikanerne, fremhæver Inuit Ataqatigiit-formand Sara Olsvig og partiets folketingsmedlem Johan Lund Olsen.
DF og Venstre er også skuffede
Medlem af Folketinget og grønlandsudvalget Søren Espersen, Dansk Folkeparti, kræver også sagen på højeste politiske plan.
- Jeg er skuffet, men ikke overrasket. Siumut med Aleqa Hammond i spidsen har været med til at overdrage servicekontrakten til USA. Og nu kan de ikke bare komme og kræve kompensation for sagen, siger en fortørnet Søren Espersen til Sermitsiaq.AG.
Udenrigsministeren må forhandle med USA’s udenrigsminister om den tabte kontrakt, mener Espersen.
Venstres medlem af grønlandsudvalget, Flemming Damgaard Larsen, er ligeledes skuffet.
- Jeg er meget skuffet, vi (Venstre, red.) må drøfte sagen, før vi kommer med de næste tiltag. Det blev, som vi frygtede, siger folketingsmedlemmet.
Læs flere artikler om Thule Air Base her