Thule Air Base

Thule-nederlag: Dansk Industri kræver udenrigsministeren på banen

Dansk Industri mener, at udenrigsministeren skal forfølge sagen om udbuddet af opgaver på Thule Air Base (Pituffik)

Arkivfoto af Thule Air Base
Offentliggjort

Står det til Dansk Industri, er sagen om det amerikanske luftvåbens udbud af serviceopgaverne på Thule Air Base (Pituffik) ikke slut endnu.

Heller ikke, selv om det amerikanske Government Accountability Office har afvist klager fra danske firmaer over, at Exelis Services A/S fik kontrakten, der gælder fra 1. oktober og syv år frem.

- Nu er klagesagen afsluttet. Så nu er der tale om en rent politisk sag, og det er vores store håb, at udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, sikrer, at amerikanerne lever op til den gamle aftale, siger Frank Bill, der er branchedirektør for Forsvars- og Aerospaceindustrien i Dansk Industri.

Læs: Greenland Contractors har tabt slaget om Thule Air Base

Udenrigsministeren: Ikke tilfredsstillende
Og Martin Lidegaard er allerede på sagen. Til TV2, der har talt med udenrigsministeren i Washington, siger han om afgørelsen:

- Jeg finder den ikke tilfredsstillende, fordi den er i klar modstrid med ånden i den politiske aftale, vi har lavet med USA, siger han.

De tre klagere - Greenland Contractors, Per Aarsleff og Copenhagen Arcti - er vrede over, at opgaven er gået til Exelis Services, som er dansk indregistreret, men som ifølge klagerne blot er et skuffeselskab for den amerikanske forsvarsvirksomhed Vectrus.

Læs: IA: Naalakkersuisut har selv godkendt Pituffik-kriterierne

Læs: Jakobsen: Dansk-amerikanske møder om Thule Air Base uden Grønland

En gammel aftale mellem Danmark og USA siger, at det skal være et dansk eller et grønlandsk selskab, der får opgaven med at servicere den amerikanske flybase.

- US Air Force søger tydeligvis at honorere den gamle aftale mellem USA og Danmark i udbudsmaterialet, men der er valgt nogle formuleringer, der i praksis betyder, at en hvilken som helst virksomhed, der opretter et skuffeselskab i Danmark, vil kunne få opgaven, siger Frank Bill.

Martin Lidegaard har i forbindelse med sit besøg i Washington rejst sagen over for det amerikanske forsvarsministerium og forventer, at det er muligt at finde en løsning, som alle parter kan være tilfredse med.

Læs flere artikler om Thule Air Base her

Powered by Labrador CMS