Piteraq blæste ekspeditionens telt væk
Den engelske ekspedition, der blev ramt af dødsuheld, kom ellers i læ i tide
Tre unge mænd fra England, der var i færd med at krydse indlandsisen, søgte ellers i læ og fik rejst deres telt op. Men den kraftige piteraq har blæst deres telt væk og efterladt de tre unge mænd i ekstrem kulde og blæst. Det har ekspeditionens leder fortalt til politiet.
Læs: Ekspedition fanget i piteraq - én død
De to overlevende fra dødsulykken har det efter omstændighederne godt og er indkvarteret i Hotel Ammassalik. De var i færd med at krydse indlandsisen fra Isortoq til Kangerlussuaq, da de blev ramt af en kraftig piteraq i lørdags, hvor deres 30-årige kammerat mistede livet på indlandsisen.
Mistede bevidstheden
- Ekspeditionens leder fortalte, at de var opmærksomme på, at en piterat var på vej. De havde rejst deres telt og søgt læ. Men den kraftige piteraq har haft skiftende retninger, som gjorde, at deres telt kunne ikke holde stand, fortæller vicepolitikommissær Poul Petersen fra politimesterembedet.
Ekspeditionen måtte vente længe på redningsholdet. Redningsholdet ikke kunne gøre andet end at vente, indtil vinden havde lagt sig, inden holdet kunne komme ekspeditionen til undsætning.
- Vi kender ikke tidspunktet præcist for, hvornår den 30-årige afgik ved døden. Men den ene af de overlevende havde også mistet bevidstheden. Han kom først til bevidsthed, da helikopteren landede på indlandsisen, siger Poul Petersen.
De to overlevende venter nu på at komme hjem til England.