Ekspedition fanget i piteraq - én død
En englænder mistede livet på indlandsisen i lørdags, da en ekspedition blev fanget af det østgrønlandske stormfænomen piteraq
Tre unge mænd fra England var i færd med en ekspedion fra Isortoq til Kangerlussuaq, da de blev fanget af piteraq. De kunne ikke komme i læ i tide. En 30-årig mand mistede livet på grund af kulde, mens hans rejsekammerater slap med forfrysninger.
- Vi fik meddelelsen om de nødstedte lørdag lidt over klokken 11. Men der var stadig piteraq, og det var umuligt at komme de nødstedte til undsætning på det tidpunkt, fortæller vicepolitikommissær Poul Petersen fra politimesterembedet til Sermitsiaq.AG.
En S-61'er blev sendt ned fra Kangerlussuaq til Narsarsuaq og var klar til at tage af sted, lige så snart uvejret var ovre.
- Helikopteren hentede læge og politi i Kulusuk og hentede herefter de nødstedte. Den ene af de tre unge mænd havde allerede mistet livet, da redningsholdet nåede frem. De to andre var forkomne og havde forfrysninger på hænderne, siger Poul Petersen.
Andre var også i fare
De to englændere er nu indkvarteret på Hotel Ammassalik, hvor der i samarbejde med den britiske ambassade i København bliver arrangeret hjemrejse.
Men de tre englændere var ikke de eneste, der var i fare på indlandsisen. En ekspedition på 10 personer er også i færd med at krydse indlandsisen.
- Men de nåede at komme i læ i snehytter. Vi fik kontaktet den store ekspedition. Men den kunne ikke komme til undsætning, da ekspeditionen var langt væk fra de andre, og deltagerne kunne heller ikke komme ud af snehytterne på grund af den kraftige storm, fortæller Poul Petersen.
- De tre unge mænd nåede ikke at bygge snehytter i tide. Det kunne have gjort det nemmere for dem at klare stormen, hvis de var kommet i læ i tide, siger Poul Petersen.