Randi forsvarer Nikku

- Vi kan ikke acceptere, at en lussing, der efter vores informationer ikke er værre end mange andre episoder, skal forfølge Nikku Olsen for altid, siger Partii Inuits medlem af Inatsisartut og 2. næstformand Randi Broberg

Medlem af Inatsisartut for Partii Inuit og 2. næstformand i partiet Randi Broberg forsvarer partiformand Nikku Olsen. Foto: Bent Petersen
Offentliggjort

Partii Inuit har ikke taget stemplingen af partiformand Nikku Olsen som uvalgbar til efterretning. Partiet vil have sagen undersøgt til bunds og ønsker at få oplyst, hvorfor sagsbehandlingen har taget så lang tid.

Det har hidtil kun været Nikku Olsen, der har udtalt sig på vegne af Partii Inuit om den opsigtsvækkende og meget omtalte sag.

Men nu blander medlem af Inatsisartut for Partii Inuit og 2. næstformand i partiet Randi Broberg sig i sagen og forsvarer Nikku Olsen.

- Vi accepterer ikke vold i vores parti. Men det er ikke kun én person, der er indblandet her. Man skal derfor være forsigtig med at dømme ud fra kun én side, skriver Randi Broberg i en pressemeddelelse.

- Vi er blevet orienteret om, at det var på baggrund af psykisk pres fra en samlever, at episoden opstod, siger Randi Broberg.

Læs "Travlhed udsætter Nikku-beslutning"

Læs "Formand: Derfor er Nikku uvalgbar"

Læs "Nikku: Fældet for en lussing"

Partiet vidste ikke noget
Kritikkerne mener, at Partii Inuit burde have vidst, at episoden kunne give problemer allerede inden valget. Men det afviser Randi Broberg.

- Vi havde selvfølgelig taklet situationen på en ansvarlig måde, hvis vi vidste, at episoden i 2005 kunne give Nikku Olsen problemer. Bestyrelsen ville heller ikke have godkendt hans kandidatur, hvis vi vidste, at det kunne skabe problemer, og vi ved, at han ikke ville have stillet op, hvis han vidste, at det kunne give problemer, siger Randi Broberg.

Nu vil Partii Inuit have sagen undersøgt til bunds og blandt andet få klarlagt, om Nikku Olsens rettigheder er blevet krænket.

Powered by Labrador CMS