Formand: Derfor er Nikku uvalgbar

Der gik tre år, inden politikeren Nikku Olsens sag om vold blev lukket hos politiet. Den lange sagsbehandlingstid har fået fatal konsekvens for Partii Inuits formand

Nikku Olsen sad i Inatsisartut i meget kort tid, inden suppleant Lars P. Mathæussen overtog hans plads. Foto: Leiff Josefsen

Tidspunktet for den dag, politiet lukkede Nikku Olsens sag om vold, er en medvirkende årsag til, at han blev kendt uværdig til at være medlem af Inatsisartut.

Der er nemlig ikke gået fem år, siden sagen blev lukket, og derfor kan han ikke være medlem af Inatsisartut.

- Vi har behandlet sagen ud fra de oplysninger, vi har fået udleveret, og vi er ikke herre over indholdet af informationerne, siger formanden for Inatsisartut Lars-Emil Johansen, Siumut, til Sermitsiaq.AG.

Lars-Emil Johansen vil ikke uddybe sin udtalelse, fordi sagen blev behandlet under et lukket møde, hvor han var formand for det midlertidige udvalg til valgs prøvelse, som kendte Partii Inuit-formanden uværdig til at være medlem af Inatsisartut.

Sermitsiaq.AG ønsker blandt andet at få be- eller afkræftet, om den famøse lussing ene og alene var det, der fældede Nikku Olsen.

Læs "Nikku: Jeg trækker mig ikke"

Læs "Nikku: Fældet for en lussing"

Jagter svar
Nikku Olsen gav sin ekskæreste en lussing i april 2005, og sagen endte hos politiet. Men nu har det vist sig, at sagen først blev lukket i 2008.

Nikku Olsen vil have sagen undersøgt til bunds, hvor han blandt andet vil kræve forklaring på, hvorfor sagsbehandlingen tog så lang tid.

Sermitsiaq.AG har forgæves forsøgt at få en kommentar fra politimesterembedet, men følger sagen tæt.

Powered by Labrador CMS