Nikku: Jeg trækker mig ikke

Partii Inuit giver sin fulde opbakning til Nikku Olsen som partiformand - Nikku Olsen vil have undersøgt til bunds om, hvorfor han er blevet kendt uvalgbar

Nikku Olsens (t.v.) plads i Inatsisartut blev overtaget af Lars P. Mathæussen. Foto: Bent Petersen
Offentliggjort

Partii Inuit har holdt møde om Nikku Olsens pludselige exit fra Inatsisartut fredag i sidste uge. Og selvom han er stemplet som uvalgbar, så har han stadig partiets opbakning til at fortsætte som partiformand.

- Jeg vil ikke stoppe som politiker efter det, der er sket i Inatsisartut. Jeg brænder stadig for at hjælpe de mange grønlændere, der har problemer og vil finde problemets kerne, siger Nikku Olsen til Sermitsiaq.AG.

Læs "Nikku: Fældet for en lussing"

Læs "Nikku er uvalgbar"

Vil haveundersøgt sagen til bunds
Han er stadig overrasket over, at han er blevet kendt uværdig til at sidde som folkevalgt i Inatsisartut. Han har selv erkendt, at han har givet sin ekskæreste en lussing, som han senere har fået en bøde for. Det skete i april 2005, men sagen blev først lukket i 2008. Det er blandt andet på grund af tidspunktet for sagens lukning inden for de sidste fem år, at Nikku Olsen er blevet kendt uvalgbar.

- Jeg kan ikke bare tage sagen til efterretning. Jeg vil gerne have undersøgt til bunds, om jeg har fået en fair behandling, siger Nikku Olsen.

- Jeg er blevet nedgjort som menneske. Jeg har intet at tabe i denne sag. Nu vil jeg have undersøgt, hvorfor der gik hele tre år, inden sagen blev lukket, siger Nikku Olsen.

Politikken skal tegnes
Han fortsætter som nævnt som formand for Partii Inuit. Han meddelte umiddelbart efter underskrivelsen af koalitionsaftalen, at han vælger at sidde uden for Naalakkersuisut for at koncentrere sig om sit nystiftede parti.

- Jeg har stadig ambitioner som politiker og brænder for at hjælpe andre mennesker. Jeg følger den plan, som vi i partiet er blevet enige om. Nu vil jeg bruge tid på at udforme en bred politik sammen med de øvrige i partiledelsen, siger Nikku Olsen.

Sermitsiaq.AG er ved at undersøge, om Nikku Olsen har fået en fair behandling, da han blev kendt uvalgbar af det midlertidige udvalg til valgs prøvelse.

Powered by Labrador CMS