Debat med fokus på råstoffer og lufthavn

Et levende publikum i hallen i Qaqortoq dannede onsdag aften rammen om den tredje TV-valgdebat forud for Inatsisartut-valget

Onsdag aften var der TV-valgdebat i hallen i Qaqortoq. Fra venstre er det Demokraterne, Atassut, Siumut, Inuit Ataqatigiit og Kattusseqatigiit Partiiat. Da billedet er taget under den dansksprogede del af debatten, er Partii Inuit ikke repræsenteret. Foto: Ole G. Jensen
Offentliggjort

Velargumenterende politikere, gode spørgsmål fra værterne og publikum samt en god tone i debatten om aktuelle og relevante emner.

Det kan en konklusion være efter den tredje TV- og radiotransmitterede valgdebat, som onsdag aften løb af stablen i hallen i Qaqortoq. Hallen var fyldt til bristepunktet, og i god tid før debatstart var alle siddepladser optaget, og det samme gjaldt næsten ståpladserne.

Ved disse vælgermøder bliver emnerne ofte mere af lokalpolitisk karakter end af nationalpolitisk karakter, og den dansksprogede del af debatten gik da også indledningsvis på lufthavnen i Qaqortoq, hvor der var enighed om, at den skal realiseres, og ifølge Demokraterne kan det kun gå for langsomt.

Minedrift og folkeskole
I løbet af dagen havde KNR interviewet borgere på gaden i Qaqortoq, og her var emnerne royalties og indtægter ved en eventuel minedrift, ligesom der var spørgsmål om folkeskolens tilstand og problematikken med, at elever forlader skolen for uforberedte til videre studier.

Tiden løber desværre alt for hurtigt, når alle partier skal have mulighed for at kommentere spørgsmålene, men der blev også lejlighed til spørgsmål fra salen, hvor en borger spurgte partierne, om de havde modtaget bidrag fra mineselskaberne til valgkampen, hvilket alle partierne dog svarede nej til.

Der blev også spurgt om muligheder for behandling af alkohol- og narkotikamisbrug.

Næste TV-valgdebat forud for Inatsisartut-valget finder sted onsdag den 27. februar i Nuuk.

Læs også "Kommentar: De manglende finansieringer"

Se billeder fra valgdebatten her

Powered by Labrador CMS