Dask til dansk råstof-slingrekurs

Maliina Abelsen irettesætter dansk politiker foran publikum til konference i Nuuk

Medlem af Naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit, ses her på talerstolen onsdag i Katuaq. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

– Det virker ikke respektfuldt, det som foregår i Danmark for tiden fra nogle politikeres side. Nogle mangler forståelse for, at Grønland med selvstyreloven har overtaget råstofområdet.

Sådan lød det fra en fortørnet Maliina Abelsen, medlem af Naalakkersuisut for finanser, IA.

Det skete til klapsavler torsdag formiddag i en fyldt Hans Lynge-sal under ’Future Greenland’-konferencen i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Maliina Abelsen var faret op af biografsædet under et indlæg fra Niels Wang, kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet. Han mener at for at forhindre at råstoffer splitter rigsfællesskabet, bør der laves et uafhængigt organ, der rådgiver i sådanne handler.

Læs "Maliina fik luft for frustration"

Læs "Fejl i selvstyrelov spænder ben for råstofsalg"

Venstre-politiker på banen
Dét mener Maliina Abelsen er en skidt idé, når en del toneangivende politikere i øjeblikket ikke har fattet, at med selvstyreloven fik Grønland altså også retten til undergrunden. En dem, der måske ikke klappede så højlydt af den replik, var Venstres Kim Andersen, erhvervsordfører og medlem af Grønlandsudvalget.

Han var tilstede og svarede:

– Det er en rigtig interessant og konstruktiv konference, men måske er det en ting, som kræver et andet forum og en diskussion, man kunne ønske, vi havde haft løbende, indledte Kim Andersen og fremhævede selve hjemtagelsen af råstofområdet og selvstyreloven.

– Processen op til har været lang og med en nuanceret diskussion – også med politisk uenighed. Men det ændrer ikke ved, at selvstyreloven er vedtaget med enighed fra alle danske partier bortset fra et (Dansk Folkeparti, red.). Den kendsgerning står til troende. Nu er vi så ved realiteterne. Det, vi står over for, er meget, meget stort og økonomisk principielt inden for rigsfællesskabet. Det er også meget, meget nyt. Derfor skal vi passe på, at vi ikke har så travlt, at vi ikke giver hinanden tid til at forstå, hvad vi har med at gøre. Det kan volde problemer, hvis vi ikke gør det. Fordi det er ikke så enkelt at sige, at råstofområdet er hjemtaget. Der er en række ting, der ikke er taget højde for i selvstyreloven, og som trænger på for at blive afgjort, for eksempel sikkerhedspolitiske ting, udlændingespørgsmål og det at føre tilsyn. Det har noget med suverænitet og myndighed at gøre. Og noget at gøre med penge fra danske skattekroner. Alt det kræver naturligvis en afklaring og et forum, hvor vi snakker og deler de oplysninger, man ligger inden med, med hinanden, sagde Venstres Kim Andersen.

Maliina:Vi kan ikke vente
Det lange svar fik atter Maliina Abelsen til at fare op af biografsædet.

– Ja, men man kunne jo også have taget den dialog, da man sad i regering og havde magten, sagde Maliina Abelsen med henvisning til Venstres tre foregående valgperioder i dansk politik.

– Jeg bliver forundret over, at man vågner nu og finder ud af ’Gud, er der virkelig nogen, som er interesseret i at investere i Grønland?’. Så vil man pludselig trykke pause og finde ud af, hvem og hvordan det kan gave at investere i Grønland, alt imens Grønlands økonomi så skal bevæge sig nedad. Vi kan altså ikke vente, understregede Maliina Abelsen.

Læs alle Sermitsiaq.AG’s ’Future Greenland 2013’-artikler her

Powered by Labrador CMS