mobilepay
Grønlandsbanken: Super ærgerligt
Når den mobile betalingstjeneste Swipp lukker, er det langt fra sikkert, at grønlænderne kan benytte Mobilepay, hvilket ærgrer direktøren for Grønlandsbanken. Det vil ramme rigtig mange borgere.
Det var det danske finansmedie – FinansWatch – som i går kunne afsløre, at der er problemer for Mobilepay umiddelbart at håndtere borgerne i Grønland og Færøerne med deres mobile betalingstjeneste.
Det skyldes, at man i Grønland kun opererer med seks cifre i ens telefonnummer mod otte i Danmark, hvilket Mobilepays it-system ikke umiddelbart kan håndtere.
Bankdirektør Martin Kviesgaard, Grønlandsbanken, siger til Sermitsiaq.AG:
- Lige nu afventer vi situationen, og hvornår en Mobilepay-løsning kan være på plads i Grønland. Det er et forhold mellem Mobilepay og Swipp, som de skal løse, men lige nu ser det ikke ud til, at der er en afløser klar, når Swipp stopper den 28. februar.
Læs også: Grønland risikerer at blive ladt i stikken
Grønlandsbanken oplyser, at rigtig mange grønlændere benytter Swipp-løsningen, og set i det lys er det ”super ærgerligt”, som bankdirektøren udtrykker det.
Hver fjerde i Grønland, som er over 18 år og opfylder kravene, benytter sig af Swipp, oplyser Grønlandsbanken.
Peter Kjærgaard, der er presseansvarlig hos Mobilepay, oplyser til FinansWatch, at man endnu ikke har fundet ud af, hvad det koster i udviklingsressourcer at tilpasse systemet til grønlandske og færøske forhold.
Pres på udviklingsafdelingen
Mobilepay-talsmanden oplyser også, at der er stort pres på udviklingsafdelingen at få andre løsninger på plads, når Swipp lukker og Mobilepay skal overtage deres kunder.
Swipp lukker betalingssystemet den 28. februar.