Ny klimaaftale: Jens B. tilfreds – andre mukker

Jens B. Frederiksen er tilfreds med de opnåede resultater på klimakonferencen i Doha, selvom udviklings- og miljøorganisationer revser ny klimaaftale

Jens B. Frederiksen, Demokraterne, er tilfreds med de opnåede resultater på klimakonferencen COP18 i Doha, selvom udviklings- og miljøorganisationer revser efter ny klimaaftale. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

En dag over tid nåede klimakonferencen COP18 i Doha i lørdags til en række beslutninger under overskriften ’The Doha Climate Gateway’.

- Jeg er tilfreds med, at det i 11. time lykkedes parterne at nå til enighed om centrale emner, men det er vigtigt at bemærke, at disse beslutninger kun har en reel værdi, hvis de følges op med yderligere ambitioner og handling i de kommende år, siger medlem af Naalakkersuisut for boliger, infrastruktur og trafik Jens B. Frederiksen, Demokraterne, efter at være kommet hjem fra de afsluttende forhandlinger.

Af konkrete resultater har Doha leveret en forlængelse af Kyotoprotokollen indtil 2020, men kun EU, Schweiz, Australien og Norge påtager sig som forventet reduktionsforpligtelser under konventionen i perioden 2013-2020. Ved Danmarks ratificering af protokollen vil Grønland blive givet en territorial undtagelse, hvilket betyder, at Grønland ikke binder sig til høje reduktionsforpligtelser.

- Jeg havde gerne set, at flere af de store udlederlande havde meldt sig ind i kampen. Det er omvendt godt at se, at Danmark vise ambitioner - både når det kommer til reduktion af drivhusgasser og klimafinansiering til ulandene. Vi er mange, der havde håbet, at flere ilande havde leveret i samme grad som Danmark, siger Jens B. Frederiksen i en pressemeddelelse.

Læs "Få lyspunkter i skuffende klimaaftale"

Udviklings- og miljøorganisationer begræder
Jens B. Frederiksens begejstring er dog langt fra at finde hos for eksempel 92-gruppen bestående af danske miljø- og udviklingsorganisationer.

Her påpeger man, at der ikke er opnået konkrete fremskridt i forhold til reduktion af drivhusgasser og ingen aftale om finansiering.

- Det er dybt skuffende, at på trods af det entydige budskab fra videnskaben om, at en langt stærkere global klimaindsats er nødvendig her og nu, førte klimatopmødet ikke til noget øget ambitionsniveau, siger Troels Dam Christensen fra 92-gruppen.

Parterne på COP18 aftalte en arbejdsplan, der udgør konkrete skridt mod en global klimaaftale for alle parter i 2015 med effekt fra 2020. Det blev som led i arbejdsplanen besluttet, at klimakonferencen i 2014 skal fokusere på, hvad de enkelte lande kan gøre frem mod 2020 for at holde den gennemsnitlige temperaturstigning under to grader.

Powered by Labrador CMS