Obama ligner en sikker vinder

Måske er det amerikanske præsidentvalg ikke så tæt, som målinger giver indtryk af. Obama ligner en vinder

Mens meningsmålinger her og der sender signaler om en gyser af et amerikansk præsidentvalg, så tyder meget på, at præsident Barack Obama ret sikkert kan blive siddende i Det Hvide Hus efter valget. Foto: Polfoto

Mens meningsmålinger her og der sender signaler om en gyser af et amerikansk præsidentvalg, så tyder meget på, at præsident Barack Obama ret sikkert kan blive siddende i Det Hvide Hus efter valget tirsdag.

Den anerkendte amerikanske statistiker Nate Silver, der blandt andet var uhyre præcis i sine forudsigelser om udfaldet af præsidentvalget i 2008, har regnet gennemsnittet af de 12 seneste landsdækkende meningsmålinger ud.

Han har samtidig lavet nogle avancerede regnemodeller for sammenhængen mellem en række meningsmålinger og resultatet af afstemningen i det endelige valgmandskollegium, som i sidste ende sætter navn på præsidenten.

Læs "Dødt løb inden valget tirsdag"

Læs "Obama er Grønlands favorit"

Læs "Forskellen på Obama og Romney"

Hvis hans udregninger - som det har været tilfældet så ofte før - holder stik, så går Obama valgdagen i møde med et gennemsnitligt forspring på 1,3 procent fordelt ud over de 50 amerikanske delstater. Det giver Obama 85 procent chance for en samlet sejr.

Niels Bjerre Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, peger på to mulige scenarier i Silvers udregninger.

- Det ene er, at meningsmålingerne rent faktisk passer. Det andet er, at mange flere republikanere, end der har deltaget i målingerne, vil stemme til valget, siger Niels Bjerre Poulsen.

- Jeg vil sige, at enten har Nate Silver ret, eller også tager han virkelig fejl. Jeg tipper på, at Nate Silver har ret.
Bookmakerne virker også overbevist om, at Obama vinder.

For eksempel må man nøjes med en gevinst på blot 20 kroner, hvis man satser 100 kroner på en sejr til Obama hos Ladbrokes.com, og han vinder.

Smider man i stedet 100 kroner på Obamas udfordrer, Mitt Romney, kan man vinde hele 350 kroner.

Det er odds, som lægger sig tæt op ad adskillige andre internationale bookmakeres.

- Det understreger bare, at det er rationelt at sige, at Obama vinder, siger Niels Bjerre Poulsen.

Det amerikanske politiske online-medie RealClearPolitics har med sin seneste status over valgkampen givet Obama-lejren endnu et skud optimisme.

Holder RealClearPolitics' seneste tal, så kan Obama mønstre 303 valgmænd mod Romneys 235.

Samtidig ligner Obama lige nu sejrherren i ni ud af de 11 såkaldte svingstater, der har tradition for at ændre politisk kulør fra valg til valg.

Niels Bjerre Poulsen peger samtidig på, at Barack Obama har flere kombinationsmuligheder, som kan give ham og demokraterne de 270 valgmænd, der skal til for at vinde valget.

- Lige nu har han blandt andet forspringet i svingstater som Wisconsin og Ohio. Og hvis han vinder de to stater, så kan Romney ikke vinde, fastslår han.

Powered by Labrador CMS