Kinas statsbank går efter Isua

Ifølge Politikens oplysninger er China Development Bank klar til skyde op til 14 milliarder kroner i London Mining-projektet i Godthåbsfjorden

Sammen med en større grønlandsk delegation er Ove Karl Berthelsen for tiden i Kina for primært at deltage i en råstofkonference. Arkivfoto: Leiff Josefsen. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Naalakkersuisut er ifølge Politiken gået ind i afgørende forhandlinger med Kinas største statsbank om finansieringen af London Mining-projektet i Godthåbsfjorden ved Isua, som vil give kineserne adgang til Grønlands eftertragtede naturressourcer.

Det sker, samtidig med at Forsvarets Efterretningstjeneste i sin årlige rapport advarer om, at den store interesse for blandt andet Grønlands råstoffer fra stormagter som USA, EU, Rusland og Kina sætter store sikkerhedsmæssige interesser i spil.

Ifølge Politikens oplysninger er China Development Bank, der er direkte styret af den kinesiske regering og har til formål at sikre Kina adgang til strategiske ressourcer i hele verden, klar til at skyde op til 14 milliarder kroner i gigantprojektet.

Læs "Ove Karl igen til Kina"

Læs "Kinesiske banker klar til Isua"

En opgave, som foruden etableringen af selve minen kræver anlæggelse af 150 kilometer vej samt en udskibningshavn til jernmalmen.

Det er det britiske selskab London Mining, som står for selve mineprojektet, men selskabet kan ikke selv finansiere den enorme investering.

Det er her, China Development Bank kommer ind i billedet, erfarer Politiken, og på den måde skaffer sig adgang til Grønlands undergrund.

Medlem af Naalakkersuisut for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen, Inuit Ataqatigiit, deltager i øjeblikket i en minekonference i Kina.

- Jeg kan bekræfte, at vi i næste uge skal mødes med China Development Bank, siger han til Politiken.

Internationale Kinaeksperter er ikke overraskede over den kinesiske statsbanks interesse for Grønlands råstofrigdomme.

- Kina har ikke tilstrækkeligt med råstoffer inden for egne grænser, og China Development Bank støtter de mål, som Kina har i forhold til at sikre sig adgang til energi og ressourcer, siger Erica S. Downs fra amerikanske Brookings Institution.

Kinesernes engagement i Grønland kan let udløse storpolitiske spændinger, fremgår det af en ny rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Både USA og Rusland er meget skeptiske over for kinesiske forsøg på at få kontrol med naturressourcer i det arktiske område, skriver Danmarks militære efterretningstjeneste i rapporten.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ønsker ikke at svare på, hvorvidt kinesernes engagement i Grønland bekymrer den danske regering.

Powered by Labrador CMS