Ove Karl igen til Kina
Sammen med en større grønlandsk delegation er Ove Karl Berthelsen for tiden i Kina for primært at deltage på en råstofkonference og mødes med den kinesiske minister for ressourcer
Fire måneder efter at den kinesiske stat affyrede startskuddet til det grønlandske råstofeventyr og lovede at investere 13 milliarder kroner i anlæggelsen af Isukasia-jernmalmminen nordøst for Nuuk, har en større grønlandsk delegation nu grebet muligheden for at eksponere sig ved minekonferencen China Mining Congress & Expo 2012.
I spidsen for delegationen med flere end 10 personer fra blandt andet Råstofdirektoratet og Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked er er medlem af Naalakkersuisut for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen, Inuit Ataqatigiit.
Rejsen bringer den grønlandske delegation til Shanghai, Tianjin og Beijing. Under besøget er der en række møder med kinesiske firmaer og institutioner med interesse i Grønland.
Ove Karl Berthelsen har blandt andet holdt møde med Shanghai Zhenhua Heavy Industries Co. (ZPMC), som producerer udstyr til sværindustrien, herunder storskala-udstyr til lastning og lodsning af blandt andet containere og malm. ZPMC bygger også blandt andet offshore olieplatforme, broer og skibe. Selskabet er en blandt flere mulige samarbejdspartnere til grønlandske storskalaprojekter, oplyser selvstyret.
Læs "Ove Karl afviser hård kritik"
Læs "GA og SIK: Ove Karl splitter Grønland"
Møde med kinesisk minister for ressourcer
Rejsen går videre til Tianjin, hvor Ove Karl Berthelsen blandt andre skal mødes med den kinesiske minister for land og ressourcer Xu Shaoshi.
Berthelsen deltager også i ministerforum i forbindelse med den internationale mineralmesse China Mining & Expo 2012. På mineralmessen deltager desuden repræsentanter fra det grønlandske erhvervsliv samt mineralselskaber som opererer i Grønland, herunder Air Greenland, RAL, Greenland Mining Services, London Mining, MT Højgaard Grønland, Avannaa Resources og Tanbreez Greenland.
I forbindelse med mineralmessen arrangeres en grønlandsdag med henblik på at tiltrække udenlandske investeringer til mineralproduktion og efterforskning i Grønland.
Grønlandsk handelsfremstød
Udover deltagelse på mineralmessen er Ove Karl Berthelsen vært ved et efterfølgende handelsfremstød arrangeret i samarbejde med den danske ambassade i Beijing, hvor han blandt andet skal mødes med den kinesiske turistminister.
Arrangementet i Beijing sætter fokus på Grønland som turistmål, afsætningsmuligheder for is- og vand samt skindprodukter. I dette fremstød deltager blandt andet Visit Greenland, Air Greenland, Great Greenland og Igasa Food Festival fra Sydgrønland.
Ove Karl Berthelsens besøg i Kina er et officielt besøg, hvor han er blevet inviteret af den kinesiske minister for land og ressourcer Xu Shaoshi.
Ifølge fagbladet Ingeniøren har den kinesiske minekonference på få år udviklet sig til at blive en af verdens største og vigtigste mineralkonferencer og -messer med over 5.000 deltagere fra flere end 60 forskellige lande.
Sermitsiaq.AG har en journalist med på turen, hvilket du senere kan læse mere om iSermitsiaqog her på hjemmesiden.