Tirsdag, oktober 23, 2012 - 10:46

Blok P slår Nutaarmiut og Kangerlussuaq

Søren Duran Duus, netredaktør, Sermitsiaq.AG. Foto: Privat
Sidste uge blev den bedste nogensinde for hjemmesiden målt i antal besøg og kommentarer
 

Et sjældent besøg af en hvalros i Nuuk og dagen efter en arbejdsulykke ved blok P i forbindelse med nedrivningen af den legendariske beboelsesblok førte til, at sidste uge blev den bedste nogensinde for denne hjemmeside målt i antal besøg og kommentarer.

Dermed overhalede uge 42 uge 6 med de tre drab i Nutaarmiut, ligesom uge 28 med vandmasserne i Kangerlussuaq nu er den uge, hvor tredjeflest har fulgt med her på sitet.

Derfor gør vi, som vi gør 
Vi bliver spurgt her på netredaktionen, hvorfor vi ikke laver store, afslørende og dybdegående artikler.

Svaret er enkelt: Fordi det ikke er meningen med sitet.

Netredaktionen laver masser af historier ud fra vanlige redaktionelle input som for eksempel via undren, observationer, tip, teasere for Sermitsiaq og AG, pressemeddelelser og citathistorier.

Vi bringer artikler, som vi mener giver vores læsere et dagligt nyhedsoverblik.

Eksempelvis bragte vi mandag citathistorien ”Grønland hårdt presset af Alcoa”, som stammer fra Berlingske. Historien er meget interessant, så naturligvis skal vores læsere også have mulighed for at læse den. Alternativt kan folk købe Berlingske og læse hele artiklen.

Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at kernehistorien kan bredes ud med mange forskellige vinkler, hvilket dog ikke er en opgave for Mediehuset Sermitsiaq.AG’s netredaktion. Derimod er det en opgave for mediehusets avisredaktioner, Sermitsiaq og AG, hvis redaktionerne vurderer, dette er interessant. Og har ressourcer til det.

Der er flere grunde til, at det her site har masser af gratis nyheder. Her får alle et gratis nyhedsoverblik, men omfattende research tager tid og koster penge. Netop af de grunde er Sermitsiaq og AG betalingsaviser. Alternativt kunne netredaktionen for eksempel vælge at bringe én eller to gennemresearchede artikler om dagen, men vi foretrækker i stedet at bringe cirka 20 artikler om dagen om stort og småt.

Platforme skal supplere hinanden
Mediehusets platforme skal supplere hinanden - ikke udkonkurrere hinanden. En af netredaktionens styrker er hurtighed. En anden er, at vi dagligt når ud til mange i Grønland, Danmark og andre steder, hvor folk har interesse i Grønland og i historier, der knytter sig til vores land og folk.

Vi glæder os til at give jer endnu flere gratis nyheder, ligesom alle jeres kommentarer vidner om, hvor mange der dagligt følger med her på sitet.

Og det er vi meget glade for. Go' læselyst - og debat!

Venlig hilsen

Søren Duran Duus

netredaktør, Sermitsiaq.AG

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit