To sigtet for manddrab
Ved et lukket grundlovsforhør i Kredsretten i Aasiaat er to personer blevet varetægtsfængslet i henholdsvis 13 og 26 dage
Søndag blev de to tilbageholdte personer, som politiet i Aasiaat har tilbageholdt i forbindelse med to dødsfald lørdag morgen, fremstillet for en dommer i Kredsretten i Aasiaat.
Dommeren har varetægtsfængslet de to personer i henholdsvis 13 og 26 dage. De er begge sigtet for manddrab med knivstik i forbindelser med to personers død lørdag morgen, oplyser KNR.
Da sagen kører for lukkede døre, kan offentligheden ikke få oplysninger om de to tilbageholdtes identitet, så længe politiet efterforsker forbrydelserne.
Læs "Tavshed efter to dødsfald"
Læs "To mænd er døde - to er anholdt"
Lørdag blev politiet i Aasiaat tilkaldt til det, der i første omgang så ud til at være et selvmord, og inden for kort tid tilkaldt til et slagsmål på en anden adresse i byen. Her fandt de en bevidstløs mand, som kort tid efter blev erklæret død. Politiet i Aasiaat anholdt i den forbindelse to personer, som nu sigtes for manddrab.