To mænd er døde - to er anholdt
Politiet i Aasiaat har haft travlt lørdag morgen. To mænd er døde, og to er anholdt. Politiet kører de to dødsfald som én sag
Lidt i syv lørdag morgen fik politiet i Aasiaat en anmeldelse om, at en yngre mand havde begået selvmord på en adresse i byen.
Det oplyser vicepolitikommisær Pavia Kleist til Sermitsiaq.AG.
- Der køres ud til adressen, og inden for en time får lokalstationen i Aasiaat endnu en anmeldelse. Denne gang om et slagsmål på en anden adresse i byen. Da politiet kommer derud, finder man en mand, der er bevidstløs, og som kort efter erklæres død af en tilkaldt læge, fortæller Pavia Kleist.
Han oplyser, at politiet har anholdt to personer, som senere vil blive fremstillet i et grundlovsforhør, og det forventes at blive for lukkede døre.
- Jeg kan ikke oplyse mere i sagen. Men vi kører de to dødsfald som én sag.
- Vil det sige, at det, som I får oplyst som et selvmord i det første tilfælde, kan være et drab? Og at de to anholdte sættes i forbindelse med begge dødsfald?
- Det kan jeg ikke sige noget om. Vi har anholdt to personer, siger Pavia Kleist.